Vidensorganisation, semiotik og kommunikation

Hvad handler din ph.d.-afhandling om?

Helt grundlæggende drejer det sig om at forstå vidensorganisation ud fra et semiotisk afsæt. Jeg ser vidensorganiserende systemer som systemer, der repræsenterer noget andet end det, de er i sig selv. Ethvert system refererer til objekter i verden eller til begreber, vi har en bestemt forståelse for. Det er henvisende, og det er kernen i at forstå semiotik: det handler om noget, der står for noget andet.

Sagt på en anden måde, så er jeg optaget af er at forstå, hvad det er for en mekanisme, der er på spil, når vi siger, at et bestemt klassemærke betyder noget bestemt. Har vi så som bibliotekarer forståelsen for, hvad det rent faktisk repræsenterer?

Lad os tage et emneord fra en tesaurus. Henviser det til så til den faglige virkelighed, som vi ser den, eller henviser det til en intern semantisk struktur, så den dermed bliver selvreferentiel og biblioteksfaglig? Eller er emneordet rent faktisk relateret til den faglighed, der eksisterer i videnskabelige domæner?

Hvorfor er semiotik så vigtig?

Når man ser på de store klassifikationssystemer, som fx UDK eller DK5, så er der jo ingen tvivl om, at der er en vis afstand imellem systemets egen opbygning, strukturering og selvforståelse og så den forståelse, som fagfolk har af det, der repræsenteres. Tag for eksempel den måde religion er organiseret på i DK5 systemet. Her prioriteres kristendom over andre religioner, hvilket er udtryk for et bestemt kulturelt syn, der mere eller mindre bevidst er lagt på en gruppering. Når man vælger at repræsentere noget på en bestemt måde, så vælger man et bestemt syn på tingene. Her mener jeg, en semiotisk tilgang kan hjælpe os til at aflure nogle af de underliggende forudsætninger. Semiotikken kan grave et spadestik dybere ned og give os en forståelse for, hvad begreber egentlig betyder, eller hvad vil det sige, at noget betyder noget, og hvilket kompleks af medbetydninger, der følger med.

Tre dimensioner i den semiotiske analyse

Den semiotik jeg arbejder med udfoldes i tre dimensioner, eller semantikker:  

• Den strukturelle dimension, der vedrører sprogets syntaktiske mulighedsbetingelser dvs. hvilke grammatiske betingelser der skal være opfyldt for at en sætning har en gyldig struktur.
• Den semantiske dimension, som handler om sprogets mening, at ord og termer rent faktisk har en afgrænset betydning.
• Den kommunikative eller pragmatiske dimension, der vedrører hvordan sproget fungerer som medie, dvs. hvordan sproget får betydning igennem den kommunikative handling, der foregår fx mellem fagfolk og forskere.

I forhold til de to første dimensioner, synes jeg faktisk, at man inden for en biblioteks- og informationsvidenskabelig sammenhæng er rigtig godt med. Vi har systemer, som fungerer vældig godt på et semantisk og strukturelt niveau. Det man ofte overser - eller undlader at beskæftige sig med -   er den kommunikative dimension. Tegn kommunikerer en betydning. Der ligger en intention bag en fagterm, ellers ville men ikke vælge lige den semantiske enhed.

Historikken og søsterdisciplinen

Der er selvfølgelig historiske omstændigheder på spil. De klassiske systemer var først og fremmest bogopsætningssystemer. I tråd med at computerteknologien gjorde online søgningen mulig, fik man behov for kontrollerede vokabularer til brug for indeksering og søgning. Her har især tesaurussen haft en afgørende betydning for udviklingen af vidensorganisationssystemer.   P.t. pågår der indenfor faget vidensorganisation en diskussion om, hvorvidt klassifikation overhovedet er nødvendig. Det hørte måske mest industrialiseringen til. I dag åbner web 2. 0 op for kommunikation fra brugernes side, og potentielt set for en helt ny måde at forstå bibliotekssystemer på. Nye begreber kan meget hurtigere få et liv, fordi det går meget hurtigere via sociale medier end inden for de traditionelle bibliotekssystemer, hvor det tager længere tid, før man indlemmer nye begreber i en tesaurus.

Vi har ikke inden for vores fag haft den store tradition for at arbejde med sprog og sprogteori. Jeg ved egentlig ikke hvorfor. Der findes en søsterdisciplin til vores fagområde, som hedder computerlingvistik, hvor man arbejder meget med terminologi, definerer termer og laver termdatabaser. Der findes meget få referencer på tværs af de to fagområder, men jeg synes, man burde interesserer sig mere for hinanden.

Hvis du nu fik mulighed for det, hvordan ville du så selv opbygge et vidensorganiserende system med baggrund i semiotikken?

Jeg er meget bevidst om, at min afhandling er en teoretisk afhandling! Men det, jeg ville gøre, er for det første at afgrænse vidensområdet. Når jeg så havde nogle terminologisk kandidater og semantiske enheder til mit system, så vil jeg forsøge at belyse dem ud fra de tre forståelseshorisonter: Det strukturelle, det semantiske og det kommunikative.

Jeg ville selvfølgelig arbejde med synonymer og kontrol, som man traditionelt gør, men så også ud fra ordenes leksikalske betydning, fx via interviews eller ved at arbejde med fx opslagsværker og håndbøger. Man kunne kalde det en slags leksikografisk feltarbejde.

Så vil jeg også undersøge, hvordan termerne anvendes i praksis rent kommunikativt. Det kan være i form af at se på fagbegreber i konkrete fagtekster, deres grundantagelser, herunder hvordan de knytter sig til paradigmer og mere specifikke kontekster. Selve håndværket adskiller sig jo ikke væsentlig fra, hvordan man altid har gjort. Men det handler om at komme så tæt på fagområdets brug af begreber som muligt. Måske er man nødt til at udvikle sig til en fagperson for at kunne gøre det. En del af mit teoriarbejde er at dokumentere og belyse, at den betydning et tegn kommunikerer, afhænger af den viden, man har i forvejen. Jo mere viden du har om et givent emne, jo mere vil et emneord afgive af struktureret betydning og kommunikere til dig som individ. Det er det, jeg i min afhandling definerer som signifikanseffekt. Det er jo lidt i strid med den gængse opfattelse af bibliotekarrollen som en neutral generalist. Det tror jeg ikke på, og det er der nok reelt set heller ikke nogen, der arbejder med vidensorganisation, der gør. Alle arbejder jo tæt sammen med fagfolk.

Hænger det så overhovedet sammen med den uddannelse, vi giver vores studerende i dag?

Det nytter ikke, at vi uddanner kandidater, som kun er dygtige til at lave systemer. De skal også rustes til at have redskaber til at forstå diskurser. Så kan det være lige gyldigt om det er med baggrund i en semiotisk forståelse, Foucault eller Faircloff. Det vigstigste er, at man har nogle redskaber med sig, så man kan tilnærme sig et fagområde på dets egne præmisser. I princippet handler det om at smelte to forståelseshorisonter sammen, for som informationsspecialist kommer man med sin egen forståelseshorisont. Men man skal være ydmyg nok til at være tilstrækkeligt sensitiv til at forstå andres måder at organisere på. En af de antagelser jeg går ud fra er, at viden allerede er organiseret i domæner: Vi kommer ikke som cand.scient.bibl.’er og skal til at organisere viden for nogen. Det vi skal gøre er at gå ud og opdage, hvordan domænet er. Man skal være eksplorativ, opdagende, åben og modtagelig. Og det kræver, man har et værktøj med sig, der går ud over at kunne definere klasser og semantiske relationer. Men det mener jeg også, de studerende får et meget intensivt grundlag for både i vidensformer og vidensmedier allerede på 1. semester, og sidenhen på kandidatuddannelsen.

Sidste pointer, hvad skal vi især lægge mærke til?

Lidt forenklet sagt mener jeg, at vores traditionelle vidensorganiserende systemer er historiske, bagudskuende og konserverende. Men hvis vi ser på vidensorganisationssystemer som semiotiske systemer, så tvinger det os til at se systemerne som kommunikative, pragmatiske, brugsorienterede og fremadskuende.

Det er for øvrigt helt bevidst, jeg anvender det gode gamle begreb vidensorganisation. Jeg synes, den seneste tids trend, hvor man bruger ordet informationsarkitektur, bevirker at man fokuserer mere på det strukturelle. Når vi bruger ordet ”viden”, kræver det mere af os, nemlig at man ved noget om, hvad viden er. Computere kan lave informationsarkitektur. Men der skal mennesker til, når vi snakker om viden.

Pejlemærker for en tesaurusbygger: 
 

• Det diskursive univers – teorier og paradigmer for fagområdet
• Domænets sociale organisering – den eksisterende viden inden for det faglige fællesskab
• Principper for kommunikativt alignment – konsensus om fagbegreber og terminologi
• Principper for pragmatisk pluralisme – diskussion af begrebers forskellige betydninger
• Principper for signifikanseffekt – jo mere viden jo mere struktureret betydning
• Principper for sign-displacement – afstand mellem et objekt og den betydning, det tildeles

Download Martin Thellefsens ph.d.-afhandling.


Af Bodil Christensen