Vulkansk aske gav anledning til nye venskaber

21-04-2010
Støvsky over luftrummet
Jeg rejste til LIBER-konference i Madrid sidste weekend. Jeg var nødt til at tage af sted om søndagen, for allerede mandag og tirsdag skulle vi på ekskursion for at kigge på biblioteksbyggeri i Madrid og omegn.

Derefter var der tre dage med konference, hvor europæiske biblioteksfolk kom og fortalte om forskellige aspekter af biblioteksarkitektur. De talte også om de bløde værdier i arkitektur, om forskellige samarbejdsrelationer og den udfordring, det er at have bibliotek og folkebibliotek i samme bygning og samme rum. Konferencen dækkede både arkitektur, langtidsopbevaring og publikumsbetjening.

Vi var 130 deltagere, og der var pænt besat fra stort set alle europæiske lande. Torsdag aften begyndte vi at høre, at lufthavnene var lukket, fordi en vulkan var gået i udbrud, og der lå en støvsky over luftrummet. Allerede samme aften var der nogle, som tog deres forholdsregler og sørgede for at komme af sted allerede fredag middag i lejede biler. Andre begyndte snart at fortælle om, at deres fly var aflyst, og at de ville få problemer med at komme hjem.

Da vi skiltes fredag aften, var vi nogenlunde overbeviste om, at problemerne ikke kunne vare så længe. Men i løbet af lørdagen begyndte flere og flere lufthavne at lukke. Der var en ekskursion den dag, som jeg personligt havde sagt nej til, fordi jeg ville have tid til at opleve noget af Madrid. Men der var nogle, som havde været på ekskursion til Toledo, og de havde spurgt det busselskab, der havde kørt dem derud, om vi kunne leje en bus hjem.

Ingen tid til sightseeing
Alt dette foregik parallelt med, at jeg opdagede, at det fly, jeg skulle hjem med søndag morgen, var blevet aflyst. Jeg var taget til lufthavnen lørdag, og der fik jeg at vide, at de lukkede lufthavnene for korte tidsrum – i 12-16 timer ad gangen. Så man kunne ikke regne med noget, og der var ikke nogen langtidsforudsigelser.

Jeg håbede stadig på at kunne flyve søndag morgen men tog alligevel til stationen for at se, om jeg kunne få en togbillet hjem. Jeg fik at vide, at alle togbilletter var udsolgt for en uge frem, og de var holdt op med at sælge flere. Så jeg følte mig lidt skakmat. Nogle hollændere havde tidligere tilbudt mig et lift til Amsterdam, men de fortalte, at de havde fyldt bilen op nu. Først dér fik jeg et tip om, at nogle danskere havde kigget nærmere på at leje en bus. Det var ikke bekræftet, men hvis jeg kom til et møde lørdag aften, kunne vi måske få afklaret, om vi kunne komme af sted. Vi var en flok, der mødtes, og der var snak om, at vi skulle køre søndag morgen kl. 4, men det kunne alligevel ikke lade sig gøre. Så tog vi lige et døgn mere.

Til sidst foregik det sådan, at der blev sendt en sms: ”Kom til metro, tag penge med, jeg skal bruge 100 euro fra dig.” Så meget af min tid, som egentlig skulle være gået med sightseeing, blev brugt på at fare frem og tilbage og forsøge at hæve penge fra hæveautomater, som ofte var tomme. Ikke at jeg var ked af det, for det var 14 grader, regnvejr og dødtrist. Tilbage på hotellet faldt jeg i snak med en slovener, en brite og nogle franskmænd. Nogle af dem havde lagt planer, mens andre satsede på, at lufthavnene ville åbne igen. Det blev ikke til noget.

Søndag aften fik vi definitivt besked om, at vi skulle af sted kl. halv 10 fra hotellet mandag morgen i en bus. Vi havde lejet en bus til 50 personer, men vi var kun 16 fra LIBER, som skulle med derfra. Jeg foreslog at tage ned på stationen og finde nogle flere mennesker til at fylde bussen op, men de andre foretrak at rejse med folk, som de kendte. Hollænderne havde til gengæld snakket med nogle andre hollændere og nogle franskmænd, som meget gerne ville til Paris, så det endte med, at vi blev 39 i bussen.

Strejke og tomme butikker
Så kørte vi af sted fulde af overmod og lettelse. Men det tog længere tid at komme over grænsen til Frankrig, end vi havde regnet med. Hele problematikken med at komme ud af Spanien var jo blevet kompliceret af, at der var strejke i Frankrig. Det havde vi ikke tænkt videre over, før vi holdt ind til siden i Frankrig for at købe mad. Der var virkelig ribbet på hylderne, og da vi hen under aftenen nåede frem til den rasteplads, hvor vi skulle spise aftensmad, havnede vi i en butik, som ingenting havde. Jeg endte med at komme ud derfra med en pose sandkage og en camembertost.

Men der var ikke andet at gøre. Chaufførerne havde snakket over radioen med andre bus- og lastbilchauffører, som sagde, at det var det samme overalt, dels på grund af strejken og dels på grund af skoleferie i Frankrig.

Natten mellem mandag og tirsdag nåede vi til Orly lufthavnen, hvor nogle blev sat af, mens resten kørte videre til Køln i Tyskland. Vi stoppede kort hver 3. eller 4. time, men der var ikke rigtig tale om at få sovet. Men lidt hvile fik vi da. For at øge cirkulationen i kroppen kunne man se midt om natten i forlygternes skær fra bussen 2 hollændere, 3 estere og undertegnede udføre en dans, der kunne have været designet af John Cleese.

Da vi kom til Køln, forlod de andre danskere os – de havde arrangeret at blive afhentet og havde besluttet sig for at tage et par nordmænd med. Så jeg kom til at følges med tre svenskere og en finne. I forvirringen glemte jeg mine sko i bussen, men man må jo følge med. Det lykkedes os at få en togbillet, men kun svenskerne kunne få pladsbillet. Så Marja – min finske veninde – og jeg måtte satse på, at vi bare kunne møve os ind.

Vi var så heldige, at vi kom til at sidde i en ”Mutter/Kinder”-kupé sammen med et spædbarn, en meget urolig lille tysk pige og deres mor. Men de var smaddersøde. Men da vi skulle skifte i Hamborg, havde vi ikke nogen chance for at få en siddeplads.

37 timer på farten
Heldigvis kom vi med en af de vogne, som skulle køre ombord på færgen til Puttgarden. Maria og jeg stod ved siden af madvognen, hvor vi havde kilet vores bagage op ad væggen, og så havde vi en pind, som vi skiftedes til at sidde på. Der kom en masse finner, som var overbeviste om, at jeg var finsk. Jeg smilede og nikkede bare, og det grinede de meget af. Jeg kunne jo se på dem, hvad de sagde. Og der kom schweizere og danskere og… ja, det myldrede simpelthen med folk.

Svenskerne måtte selv gå til og fra borde, men Marja og jeg var på de togvogne, der kom igennem med færgen, så vi var på plads og i orden. Så ringede svenskerne og sagde, at de var kommet til at tage et tog i en forkert retning, så vi måtte bare fortsætte uden dem. Marja og jeg ankom i København tirsdag aften omkring kl. halv ni, og jeg hjalp hende med at finde vej til hendes hotel. Jeg havde masser af danske penge, som jeg havde siddet og solgt til svenskerne på færgen – det betød jo ikke noget for mig, tænkte jeg. Så jeg kom faktisk hjem med flere euro, end jeg havde med ud.

Derefter tog jeg S-toget hjem og slæbte så min elendige møgkuffert helt hjem, hvor jeg var omkring kl. halv ti tirsdag aften. Det svarer til 37 timer undervejs fra Madrid til Ballerup. Men det har givet mindelser om de gange, vi har taget fra Roskilde festival, da jeg var ung, hvor vi ledte efter nok mennesker til at købe en billet, så vi kunne få råd til at komme hjem.

En uforglemmelig oplevelse
Alt i alt har det været en smaddersjov tur. Der har været masser af mennesker, og man har snakket med vildtfremmede mennesker på alle mulige sprog. Og jeg har fundet ud af, at jeg alligevel ikke har glemt alt mit skoletysk, at jeg ikke behøver at være fuld for at snakke svensk, og at man bare ikke kan snakke spansk, hvis man prøver på at tænke på fransk.

Især finnere, holllændere og estere har været fremragende rejsepartnere, og jeg vil sige, at denne LIBER-konference kommer jeg aldrig til at glemme. De folk, jeg har snakket med, kan jeg huske for meget mere end planlægning og forhandlinger med arkitekter om grundplaner og langtidsopbevaringstemperaturer og den slags. Jeg har nu aftaler med tyskere, nordmænd og finner om at ses og har også opdaget, at jeg har en god ven i Slovenien.


Karen Margrethe Ørnstrup