Skønlitteratur har været stedmoderligt behandlet

17-05-2010
”Det mest opsigtsvækkende i min fremstilling er måske, at der i bibliotekskredse overhovedet ikke har været den store debat om, hvordan skønlitteratur skal indekseres. Emnedata har været lavt prioriteret og i mange tilfælde helt ignoreret.” Med disse ord indledte Rune Eriksson sin ph.d.-afhandling om, hvordan alternative klassifikations- og indekseringssystemer har udviklet sig fra slutningen af 1800-tallet til det 21. århundrede.

En model med fokus på fiktion
Det centrale greb i Rune Erikssons afhandling er anvendelsen af en litteraturvidenskabelig model udarbejdet af Jørgen Dines Johansen. Modellen er baseret på en huskeremse, som jurister i middelalderen brugte, når de skulle forberede sig på juridiske tvister. I Rune Erikssons bearbejdede udgave er modellen blevet til en målestok for indekseringssystemer, der ser således ud:

• Hvem
• Hvad: emne, handling
• Hvor
• Hvornår
• Hvordan: Storgenre, narrativ struktur, fortælleforhold, sprog
• Ved hjælp af hvilke midler: specifikke titler, forfatterskaber, undergenre
• Hvorfor

Ved hjælp af målestokken gennemgår Rune Eriksson de forskellige alternative klassifikationssystemer, der dukker op i perioden. Det allervigtigste er, præciserer Rune Eriksson, at målestokken også tager højde for, at vi har at gøre med fiktion. Vi må ikke reducere det litterære værk til kun at handle om et emne.

Fra form til indhold
Det store gennembrud sker i 1990, hvor indeksering bevæger sig fra udelukkende at handle om formelle data til også at handle om emnedata. Indtil da var skønlitteraturen blevet behandlet så overfladisk, så det eneste, man indekserede efter, var storgenre og sprog! Det vigtige for bibliotekerne var nemlig udlån af faglitteratur, og selv Dewey delte det noget nedladende syn på skønlitteraturen, fortæller Rune Eriksson. Det er svært at give et entydigt svar på, hvorfor man begyndte at ændre syn på indeksering. Men ifølge Rune Eriksson hænger det sammen med de øvrige tendenser i det postmoderne og multikulturelle samfund, der vokser frem – parallelt med computernes indtog på bibliotekerne. Givet er det under alle omstændigheder, at der ligger en guldgrube af litteratur på bibliotekerne fra før 1990, som ikke kan genfindes ved hjælp af emnedata, som tilfældet er med nyere litteratur.

Et længe savnet opslagsværk
Universitetslektor, Ulrika Kjellman, Uppsala Universitet var én af opponenterne ved forsvaret, og hun roste Rune Eriksson for at have skabt et særdeles velskrevet opslagsværk, som mange fremtidige forskere vil takke ham for. Hun efterlyste dog en tydeligere kobling til biblioteks- og informationsvidenskab. Rune Eriksson kunne berolige hende med, at han i sin fremtidige forskning selv vil arbejde med et alternativt klassifikationssystem - og en manual - og derfor netop inddrage mere af den informationsvidenskabelige litteratur. Men hvorfor har du ikke undersøgt betydningen af folksonomier og web 2.0, ville Ulrika Kjellman også vide. Det har Rune Eriksson selvfølgelig også, men han fandt frem til, at der ikke er ret mange brugere, der sætter emneord på deres egne bøger, og ofte er det mest genrebetegnelser, de benytter sig af. ”Vi kan ikke droppe den brede beskrivelse, som fagfolk tager sig af, men hele feltet er i udvikling, så jeg tror mere på brugernes beskrivelser som et supplement”, præciserede Rune Eriksson.

Download afhandlingen.

Af Bodil Christensen