Nærvær i krop og sind

Kære dimittender, mine damer og herrer! En af de første regler, man lærer på Journalisthøjskolen, lyder, at man, når man skriver en artikel, aldrig skal begynde med et citat. Så får ens læser nemlig omgående det indtryk, at man ingenting har at sige selv. Om forbuddet mod citater også gælder for IVA-dimissionsfest-taleholdere, er jeg ikke klar over. I så fald trodser jeg forbuddet nu.

”Hvor er jeg dog glad for, at jeg kom væk!” Ja, det var så mit citat, ikke fra en nyuddannet IVA-kandidat eller master sammesteds fra, men fra en gammel tysk roman som i disse uger oplever en fortjent renæssance.

”Hvor er jeg dog glad for, at jeg kom væk!” Sådan skriver i foråret 1771 den unge Werther til sin gode ven og fortrolige, Wilhelm, efter han har reddet sig ud af et udsigtsløst kærlighedsforhold og på embedets vegne ladet sig sende ud til en egn langt borte fra hjemmet.

Til en paradisisk egn, balsam for hans sjæl, til idylliske omgivelser, hvor ”ungdommens årstid”, foråret, med hele sin fylde varmer hans hjerte, som ellers så tit gyser af kulde. Hvert træ, hver hæk står i ét duftende flor, og man kunne, skriver Werther, ønske, at ”man var en oldenborre og fløj omkring i dette ocean af vellugt og ikke behøvede anden næring.”

Allervoldsomst svulmer dog hans hjerte fra den dag, han møder en ung pige, Lotte, i hvem han forelsker sig vildt og hedt. Men ak, hun er allerede forlovet, og ikke engang med et rigtig dumt svin, men med en høflig, beleven yngre herre, Albert. Da han i al sin uflyttelighed dukker op på scenen, skifter alting farve, og bogen ender dramatisk med Werthers tragiske selvmord.

I samtiden udløste Goethes roman Den unge Werthers lidelser intet mindre end en selvmordsepidemi, og da bogen oversattes til dansk, blev den i første omgang forbudt. I dag er den aktuel herhjemme som følge af Det Kongelige Teaters kæmpesucces med dramaversionen. Kan man ikke få billet til den, kan man i det mindste læse bogen.

Man vil da opdage, at romanen udgør en sand guldgrube af viden om kærlighedens følelser og former. Den første gang Werther ser Lotte, står hun med et rugbrød i hånden, omgivet af sine små søskende og skærer skiver af til dem, afpasset efter alder og appetit, sådan at Werther på samme tid ønsker at være en skive og kniven og et lille barn, der råber ”Tak”. Da de om aftenen er til bal og puster ud efter dansen, byder han på appelsiner, men mærker et stik i hjertet, hver gang Lotte af høflighed rækker et lille stykke til en ubeskeden dame ved siden af hende. Og da Lotte sender ham Homer i to små bind, man kan have i sin lomme, har hun forsynet pakken med en af de blegrøde sløjfer, hun plejer at have på. Den kysser han bagefter tusind gange, idet han, som der står, med hvert åndedrag inddrikker erindringen om den salighed, som hine få, lykkelige, uigenkaldelige dage fyldte ham med. Total fetichisme, og måske slet ikke noget at anbefale en nyuddannet cand.scient.bibl. eller IVA-master, som måske slet ikke har tid til at læse og i hvert fald overhovedet ikke vil have tid til at forelske sig og under ingen omstændigheder har tid til at blive ulykkeligt forelsket. Dertil får I nu alt, alt for travlt med at finde jer et arbejde og derefter passe det flittigt og samvittighedsfuldt.

Men lad mig nu alligevel i festdagens anledning prøve at uddrage en lære af Goethes smukke gamle roman. For der er det bemærkelsesværdige og besynderlige ved Werthers heftige forelskelse, at den er medierelateret og mediemæssigt formidlet.

Jeg har allerede nævnt, at Lotte forærer Werther en udgave af Iliaden og Odysseen, således at de græske klassikere uvægerlig lades med erotik. Men der er også bøger med i spillet på romanens allersidste sider, hvor Werther har skudt sig og ligger på gulvet men henne på sin læsepult har efterladt en bog, ”Emilia Galotti”, et dengang helt nyudgivet skuespil af Lessing, som slutter med – et selvmord. Da Werther vil gøre indtryk på Lotte, oversætter han, fra engelsk, nogle digte på prosa, som en præst, McPherson, i 1760 hævdede at have fundet og oversat fra gælisk. Og da Werther ved ballet konverserer Lotte, glæder det ham at høre, at hun har læst og vældig godt kan lide en bestemt roman, Præsten i Wakefield, som Blicher i øvrigt oversatte til dansk. Kort sagt, kærligheden og erotikken understøttes af datidens dominerende medie, bogen.

Helt tydelig bliver medierelationen og følelsernes mediemæssigt formidlede karakter, da der under ballet udbryder et voldsomt uvejr:

”Vi trådte hen til vinduet. Det tordnede i det fjerne, den herlige regn silede sagte ned over jorden, og den mest vederkvægende vellugt steg op til os, båret af hele den varme lufts fylde. Hun støttede på albuen, hendes blik omfattede egnen; hun så op mod himlen og på mig, jeg så, at øjnene stod fulde af tårer, hun lagde sin hånd på min og sagde ”Klopstock!”

Her bliver Goethe godt nok meget indforstået. Men datidens dannede læsere vidste, at han hentydede til en samtidig ode af digteren Klopstock, en ekstatisk overstrømmende lovsang til et uvejr og til den skaber, som frembringer det. Og Werther er naturligvis med det samme med på Lottes association:

”Jeg huskede straks den herlige ode, hun havde i tankerne, og lod mig synke hen i den strøm af følelser, som hun ved at nævne dette navn fremkaldte hos mig. Jeg kunne ikke stå imod længere, men bøjede mig over hendes hånd og kyssede den under de saligste tårer. Og så hende atter ind i øjnene.”

Ak ja. Jeg ser for mit indre blik en nyudklækket cand.scient.bibl. til en fest eller på diskotek under et af den kommende vinters uvejr, stående henne ved vinduet, hed efter dansen, med sved på panden, dvælende sammen med en lige så hed og lige så forelsket dansepartner, som stirrer ud på lynene og regnen og med tårevædet blik udbryder: ”Jørgen Leth!” eller ”Pia Juul!”, hvorefter den nydimitterede cand.scient.bibl. må bøje sig over partnerens hånd og kysse den under de saligste tårer.

Nej, det skal man ikke regne med. For folk læser ikke mere det samme, hvis de da overhovedet læser. Dog, inden vi begræder den klassiske dannelseskulturs forsvinden, vil jeg godt lige erindre om noget vigtigt. At Werther begår selvmord, gør ham ikke til et eksempel, som det er værd at følge. Men inden han går så langt, er han et eksempel, også for jer i dag. I kunne passende hver især indgå en personlig pagt med ham og markere den ved, sådan fra tid til anden, at nyde en tysk flødekaramel af mærket Werthers Echte. Og hvorfor er det så lige, han er et forbillede?

Han er lydhør, bevægelig og opmærksom. Han er nærværende i både kroppen og sindet. Det vedkommer ham, hvad der foregår i hans tids dominerende medie. Og han er frem for alt levende optaget af, hvad der foregår inde i det menneske, der står lige ved siden af ham.

Uanset hvor I kommer til at bruge jeres uddannelse, kommer I til at tjene andre. I får brug for nærvær og opmærksomhed. I får brug for at lytte og stille jer ind på mennesker, deres ønsker og deres behov. Kan I kombinere det med den faglige ballast, I har fået med i form af færdigheder og viden, skal det hele såmænd nok gå. Derfor kan I faktisk godt tillade jer at sige som Werther: ”Hvor er jeg dog glad for, at jeg kom væk!”

Erik Skyum-Nielsen, lektor, Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet