Mellem bøger og computerspil

Computerspil er en medieform, der i stigende grad vinder indpas i samfundet. Ikke blot er spilindustrien vokset til at være et milliard-foretagende, men også i akademiske kredse bliver mediet behandlet med en stadigt større grad af respekt og interesse. Denne fremgang er også synlig på landets biblioteker, hvor computerspil nu er en del af hverdagen. Ikke blot har de fleste større biblioteker computere og konsoller til at spille på, nogle har endog en digital downloadservice, hvor man kan downloade spil til fri afbenyttelse i en uge. Helsingør Bibliotek har ligefrem afholdt en gratis spilmesse, og Århus Bibliotek har afholdt en spiludviklingsworkshop for unge aspirerende spiludviklere. Spil og bøger, lader det til, må lære at leve side om side.

22-årige Jakob Meerwald Jensen er 8. semestersstuderende på IVA København og har i sin bacheloropgave behandlet netop spændingsfeltet mellem litteratur og computerspil. Efter at have sendt sit projekt til Politikens spilanmelder, Thomas Vigild, blev han opfordret til at tage med ud på Vallekilde Højskole for at give et fælles foredrag om computerspil og deres vigtighed. I den forbindelse bringer vi et interview.

Dannelse, litteratur og computerspil
Jakob, du har skrevet din bachelor-opgave om dannelse og nyere computerspil, som er baseret på litterære klassikere. Hvorfor er det vigtigt at forske i?
"Fordi computerspil igennem de seneste 20 år er blevet en medieform, endda en kunstart, som mere og mere har konsolideret sig med sine helt egne æstetiske udtryk og normer. Krydsfeltet mellem spil på den ene side og bøger på den anden er særligt interessant, synes jeg. Bøger er jo bl.a. et anerkendt kunst- og oplysningsmedium med flere århundreder bag sig, mens computerspillene er meget unge i den henseende. Når to så ulige æstetikker blandes sammen, frembringer det en helt ny form for kulturel og kunstnerisk udsigelse, som er meget vigtig at få klassificeret og analyseret i tidens kulturelle og dannelsesmæssige mediebillede."

Dit bachelor-projekt behandler blandt andet, hvordan spillet 'Bioshock' fra 2008 bygger på den kendte Amerikanske roman 'Atlas Shrugged' af Ayn Rand fra 1957. Hvad sker der, når de to fortællinger konvergerer, og hvorfor har man som spiludvikler valgt at bygge sit spil på en kendt roman, der repræsenterer Amerikas dominerende ideologi?
"Det giver sig for det første udslag i, at Rands litterære og ideologisk betonede formsprog fra bogen omformes til dele af spillets fortælling, som spilleren aktualiserer med sin handling. Den tematiske lighed mellem bogen og spillet fører for det andet til, at spillet kan betragtes som en kritik af Rands filosofi og litteratur, blot forfattet i spilform, fordi Rands litterære principper ligger til grund for Andrew Ryans (skurkens) verdensforståelse i "Bioshock". Ryans verdenssyn er i spillet ramlet sammen om ørerne på ham, og "Bioshock" er altså et forsøg på at vise, at Rands ubrydelige ideologi ikke kan være til stede hos mennesker. Denne vinkel og sammenhørighed med litteraturen er ganske unik for et spil, og dermed mener jeg, at f.eks. "Bioshock" kan lægges til grund for en dannende oplevelse. Just som man ville blive dannet af at læse de litterære klassikere, sådan vil man også blive dannet ved at reflektere over denne kritik af litteraturen i spilform."

Kan computerspil bevirke den samme dannelsesproces som klassiske litterære værker, eller er de bare simpel underholdning?
"Jeg mener så absolut, at computerspil er kunst, helt på linje med andre etablerede kunstformer. De kan sagtens være i besiddelse af samme dannelsespotentiale som litterære klassikere - hvis de vel at mærke er lavet ordentligt. Mange af de samme kriterier, som man bruger til at fremhæve klassikerne overfor resten af litteraturen, kan også gøre sig gældende, når man skal karakterisere gode computerspil: Et rigtig godt og dannende computerspil er - for mig - et spil, der kombinerer narrativ substans og flertydig tematik med en flot æstetisk form og kunstnerisk kvalitet. Og de findes skam. I modsætning hertil er der "form uden substans", eller simpel underholdning, som også findes på spilmarkedet i hobetal - f.eks. i de mange titler, der sætter grafisk formåen og special effects højere end en plausibel og fængende historie. Men lad mig pointere, at spørgsmålet om dannelse kontra "simpel underholdning" ikke kun begrænser sig til spilmediet. Vi kender f.eks. den samme problemstilling fra litteraturens verden: På det litterære marked er det heller ikke kun klassikerne, der dominerer. Vi har også - undskyld ordvalget - "kiosklitteratur" eller "kulørt litteratur" af mere eller mindre virtuost tilsnit, som mange nok også vil betegne som "simpel underholdning". Det, der i mine øjne sætter et spil over simpel underholdning, er dets evne til - igennem dets æstetiske udformning og narrative tematik - at fremtvinge en kritisk refleksion hos spilleren, ligesom det også gælder for litterære klassikere og deres læsere."

Computerspil på bibliotekerne
Computerspil gør i stigende grad sit indtog på landets biblioteker. Hvad er det computerspil kan, som bøger ikke kan?
"Det responsive, interaktivt betonede element i computerspillene er meget væsentligt, når man skal vurdere spillene i forhold til bøgerne. Det er altid fedt at føle, at man som spiller direkte oplever penible situationer, hvor man f.eks. omringes af fjender, som det så er op til en selv at finde en vej ud af, hvad enten det er med kamp eller med list. Det kan skabe grobund for nogle meget intense og følelsesmæssigt stærke spiloplevelser."

Hvordan påvirker dette skift mod computerspil bibliotekernes selvforståelse?
"Det påvirker bibliotekerne på den måde, at de skal til at tænke radikalt nyt, hvad angår formidling af et så anderledes medie som spilmediet. Som før nævnt er det meget interaktiviteten ved spil, som adskiller dem fra f.eks film og bøger. Her skaber spilleren indtrykkene med egne handlinger, og hvordan formidler man det ud til folk på en fornuftig måde? Hvordan igangsætter man en spændende, levende og givende debat om spillenes æstetik og spiloplevelser blandt spillerne, som man formmæssigt kender det fra bl.a. læsekredsene? Det er nogle af disse spørgsmål, som jeg mener, at bibliotekerne skal tage op til overvejelse, når de tænker formidling af deres spil."

IVA og research i nye medier
Hvordan spiller det du har lært på IVA sammen med dit bachelor-projekt?
"Jeg har igennem min uddannelse lært en masse om kunst- og kulturteori, dannelsesbegreber, mediehistorie, litteraturhistorie, bibliotekshistorie og den nyeste medieudvikling (konvergensen mellem medier), som dannede en rigtig god teoretisk og analytisk bund for mine betragtninger over bl.a. den litterære kultur, dannelsen og spil som kunst og mediefænomen. Med sådan et bredt spektrum af faglig viden kunne jeg nemt anskaffe mig et begrebsapparat til den videre analyse, som jeg kunne indplacere mine betragtninger i. Det er helt klart en styrke, at jeg har lært så meget historie og teori fra så mange forskellige discipliner, som så kan kombineres til at udgøre et meget dækkende sæt af begreber og analysemetoder, specielt når analysens objekter - bøger og spil - befinder sig på to meget forskellige æstetiske planer."

Og nu til sidst: du har holdt et foredrag på Vallekilde Højskole sammen med Politikens computerspilsanmelder, Thomas Vigild, som er en prominent figur indenfor computerspilsverdenen i Danmark. Hvordan var det?
"Det var utroligt spændende, lærerigt og underholdende. Det var en meget stor oplevelse at få en fornemmelse af, at de konklusioner om samhørigheden mellem spil og litteratur, som jeg kom frem til i min bachelor-opgave, kan anses for relevante. Jeg blev rigtig godt modtaget af både Thomas Vigild og de elever, der skulle høre foredraget, og det var fantastisk at tale blandt en forsamling, som jeg kunne mærke brænder ligeså meget for emnet, som jeg selv gør. Det gav stof til en masse gode diskussioner undervejs."


Af Stíne Rosenbeck