Business as usual

Jeg fandt mig selv siddende i et stort auditorium på Oxford University, mens jeg kiggede på det fint trykte program i min hånd med overskriften "The Winter Doctoral Conference 2013". Jeg følte mig både imponeret og en smule perpleks. Det var den første uge af semesteret, og jeg var netop ankommet fra IVA, hvor vi højst var en håndfuld ph.d.-studerende til de ugentlige kaffemøder. Hele processen op til min afrejse havde også været noget hektisk, da man vist godt kan kalde det 'i sidste øjeblik', at jeg fandt ud af, at jeg ville til Oxford University som en del af mit ph.d.-udvekslingsophold. Men nu var jeg her så, og jeg kiggede rundt på de mange ph.d.-studerende, som sad og småsnakkede rundt omkring i auditoriet, inden runden af præsentationer gik i gang.



Typisk Oxford

Selvfølgelig var jeg klar over, at der ville være mange ph.d.-studerende på det fakultet, som jeg var indskrevet på, men jeg var alligevel imponeret over rammen for arrangementet, som jo trods alt bare var en slags internt ph.d.-seminar. Jeg kiggede på den professionelt udseende brochure for at få et indtryk af talerne på dagen. Og jeg må indrømme, at et kort indtryk var alt, hvad jeg fik ud af de ellers fine beskrivelser af de ph.d.-studerende og deres projekter. Min humanistiske baggrund kom bare en smule til kort over for formuleringer som "macroeconomic effects", "nominal interest rate", "commodity futures volatility" og "financial fragility measures".



Udsigt fra biblioteket


Sagen var den, at den professor, jeg var i Oxford for at blive vejledt af, er ansat på Saïd Business School, der hører under Oxford University, så nu var jeg - en tidligere humanist - altså indskrevet på "business skolen" og befandt mig på et seminar med en masse mennesker, som angiveligt talte et helt andet sprog end jeg. Sådan føltes det i hvert fald. Måske så jeg lidt 'lost' ud, for en af de andre ph.d.-studerende præsenterede sig i kaffepausen og spurgte mig venligt, hvem jeg mon var, og jeg fortalte ham, at jeg netop var ankommet og var på besøg og indskrevet på Saïd for dette semester. Da jeg begyndte at fortælle ham kort om mit projekt og nævnte ordene "etnografi" og "science and technology studies" (også kendt under forkortelsen STS), var det som om, han fik et fjernt, men stadig høfligt blik i sine øjne. Et blik jeg dog ikke er helt ubekendt med at blive mødt af hjemme i DK fra særligt den del af forskerverdenen, jeg vil vove (med mulighed for at fornærme nogle) at kalde for de klassiske humanister på den ene side og de kvantitative på den anden. Jeg overvejede at skifte emne og spørge ham om, hvad hans projekt mon gik ud på, men tøvede, da jeg var nervøs for, om jeg på samme måde som over for beskrivelserne i det fine program ville komme til kort. Han kom mig dog i forkøbet med kommentaren og det sikkert meget relevante, men for mig helt uvante spørgsmål, som næsten fik mig til at få min kaffe galt i halsen: "Jeg er ikke helt sikker på, jeg forstår dit projekt, Sara, men kan du ikke lige prøve at forklare mig: hvad er så din business case?"


Af Sara Jensen