Hvordan anmeldes litteratur og computerspil?

Lektor Nan Dahlkild var vejleder på specialet, som havde titlen:
Litterater og gamere: Smagskulturer og kritiske distinktioner i anmeldelser af litteratur og computerspil.
 
Hvad handler dit speciale om?
Det har to overordnede ben. Det ene er kritikhistorie, eller anmeldelseshistorie, og det andet er smagskulturer - altså forskellige måder at anskue smag og kvalitet på, både i den brede offentlighed og inden for kunstinstitutionerne. Det er de hovedteoretiske ben, men det, jeg syntes var interessant at gøre i specialet, var at prøve at applicere disse to hovedteorier på hhv. skønlitteratur og computerspil. Jeg ville undersøge, om der er visse smagskulturer, som gør sig gældende i anmeldelser af litteratur og computerspil. Og, udledt deraf, om der så er nogle forskelle eller ligheder imellem anmeldelsesformerne på trods af den aldersforskel, som de to medieformer faktisk har.

Hvordan gik du til emnet?
Med hensyn til det teoretiske lånte jeg først og fremmest en kæmpe stak bøger om anmeldelseshistorie, kritik, mediehistorie osv. og satte mig ind i stoffet for at have et historisk grundlag, jeg kunne ekstrapolere på samt nogle teoretiske fundamenter for, hvad en anmeldelse er, hvordan den er bygget op, og hvilke karakteristika man kan lede efter, hvis man skal udlede kvalitetsdomme. Rent empirisk skulle jeg sikre en repræsentativitet, både hvad angik litteraturanmeldelserne og spilanmeldelserne. I mit teoretiske materiale fandt jeg en masse litteraturanmeldelser op igennem tiderne fra de tidligste i starten af 1700-tallet til nu, hvor jeg selv nappede et par stykker fra Politiken for nylig. Så havde jeg et historisk spænd, selv om det kun blev til nogle nedslag. Med hensyn til spilanmeldelser bedrives de både i danske og udenlandske medier, hvor majoriteten nok er udenlandske, så jeg udvalgte fire spil: Bioshock, ICO, Shadow of the Colossus og Call of Duty 4: Modern Warfare og fandt anmeldelser af dem i hhv. to danske medier - Politiken og spilmagasinet Game Reactor - og to udenlandske meget prominente spilhjemmesider, Gamespot.com og IGN.com. De to sidstnævnte har bedrevet deres virke i mere end 10 år, så de ved, hvad de laver. Det var et meget bevidst valg, fordi jeg - i hvert fald for spillenes vedkommende - gerne ville sikre et bredt spektrum med både en dansk og en udenlandsk vinkel for at få et godt grundlag at sammenligne på. Litteraturanmeldelserne er derimod relativt ens struktureret, så der vurderede jeg, at det var i orden kun at anvende den danske optik.


Jakob får overrakt DBC-prisen

Hvorfor valgte du dette emne?
Jeg har haft en interesse for både litteratur og spil igennem hele mit liv. Jeg skrev også min bachelor om mediekonvergens mellem spil og litterære klassikere, så den vinkel ligger mig meget på sinde. Det er nok fordi, jeg sideløbende med at have spillet en masse spil i min opvækst samtidig også har læst mange bøger og derved befundet mig meget i begge verdener. Jeg har set, hvordan spillene har udviklet sig fra noget relativt simpelt til nu at være en slags kunstform. Derudover har jeg ofte hørt det argument, at spil er fordummende - de korrumperer vores unge mennesker, som ikke lærer noget af dem; de sidder bare og får dårlig kondition osv. Altså alle disse måske lettere uantastede fordomme, som stadigvæk holder ved. Så både min bachelor og mit speciale har især været drevet af et personligt ønske om at se, hvor langt jeg kunne tage mine betragtninger og få svar på, om der overhovedet var noget i dem, men netop også et ønske om at komme med et opråb imod alle fordommene. Jeg mener, at der er meget mere i spillene, hvis man bare vil sætte sig ned og prøve at finde de eksempler, der rent faktisk eksisterer på spil, som både er rigtig gode, men som også transcenderer underholdning og bliver noget større.

Var der noget, der overraskede dig undervejs?
Ja, det gjorde konklusionen faktisk. Jeg vidste godt, at litteraturanmeldelser blev etableret for omkring 280-90 år siden, og det at skulle ekstrapolere smagskulturer derfra kom ikke som nogen overraskelse. Dem kender man jo, fordi de er så veletablerede med alle deres normer for, hvad der er god og dårlig litteratur, så det kan man ret nemt udlede. Min største udfordring bestod i at dykke ned i spilanmeldelserne, for dem bruger jeg selv rigtig tit, hvis jeg vil vide, om jeg skal købe en ny titel. Og noget af det, der har slået mig rigtig meget, er, at alle de titler, som bliver hypet og omtalt rigtig meget, lige fra de første rygter om dem opstår, som regel også er dem, der ender med at få topkarakterer over hele linjen, som om der overhovedet ikke er noget at udsætte på dem. Det var noget, jeg havde lagt mærke til i min egen brug, og som jeg undrede mig over. Men min undersøgelse viste, at der fra spilmedie til spilmedie som regel ligger nogle meget forskellige smagskulturer til grund for de anmeldelser, de bringer. Jeg opdagede, at der var to meget distinkte smagskulturer i spilanmeldelserne. Der var den, jeg kalder en ludologisk-normativ smagskultur, som giver rigtig høje karakterer ved at bedømme om spillet fungerer og virker som ren underholdning. Det gælder f.eks. Call of Duty, der har fået ekstremt gode karakterer over hele linjen. Men hvis du kigger nærmere på det, er det ikke stor historiefortælling, og det er ikke stor kunst. Det er et spil, du lige kan bruge 2-3 timer på, når du bare vil slå hjernen fra og skyde på alt, hvad der rører sig. Og det er netop derfor, at karaktererne ligger helt i top.
   Så er der den, jeg har kaldt den kunstnerisk-æstetiske smagskultur. Den betoner selvfølgelig også, at spillet skal virke som underholdning, men inden for denne smagskultur ville Call of Duty ikke blive bedømt særlig godt, for det er udelukkende underholdning. Den kunstnerisk-æstetiske smagskultur bedømmer spil rigtig godt efter, hvorvidt de bruger stimulationsmodi fra anden samtidig kunst, f.eks. bøger eller film, og på den måde transcenderer deres status som spil og bliver en stor interaktiv historiefortælling eller eventuelt kunstkritik. Og dét, som overraskede mig rigtig meget, var, at der faktisk ligger en given smagskultur til grund for, hvordan et spil bedømmes. Selv om det kan se ud, som om hele spilverdenen går i konsensus om at give et spil høje karakterer, er jeg sikker på, at hvis man lod det samme spil blive vurderet af et spilmedie, som måske havde en inklination til at anmelde inden for den anden smagskultur, så ville det ikke blive bedømt lige så godt. Det er selvfølgelig bare min hypotese, men det overraskede mig meget at finde de to smagskulturer, specielt fordi spilanmeldelser rent professionelt kun har været fremme i højst 20 år.


Nan Dahlkild og Jakob Meerwald Jensen ved dimmisionsfesten

Hvad var det sjoveste ved at skrive specialet?
Det var nok at se, hvor mangefacetteret hele anmeldelsestraditionen i virkeligheden er. Jeg synes f.eks., at der er en kæmpe forskel på en anmeldelse af J. N. Madvig i 1835, hvor han sabler al litteratur ned, som bare lugter den mindste smule af sanselighed, og så frem til nu, hvor man netop har lettere etablerede positioner men også godt kan anmelde lidt mere moderat. Og jeg er stadigvæk overrasket over, hvor morsomt det egentlig var at se, at spilverdenen er så mangeartet, og at der eksisterer disse to poler i anmeldelseskorpset, der er så distinkte rent smagsmæssigt. Derudover var det også rigtig sjovt at sidde og spille titlerne igennem - det var jo forskningsbaseret! Det var især morsomt at spille Bioshock, for jeg har brugt det før og ved, at det er meget exceptionelt, fordi det alluderer til litterær kritik. At se anmeldelserne af det bagefter var også interessant, for anmelderne er tydeligvis meget klare over, at dette spil er rigtig specielt. Jeg kunne desuden godt lide at kigge på anmeldelserne i en analytisk optik i stedet for en brugsoptik og se hvor mange punkter, de faktisk hæfter sig ved. Det var en stor åbenbaring for mig.

Er det et emne, du kunne tænke dig at arbejde videre med efter studiet?
Mit primære mål lige nu er, at jeg gerne vil ud og arbejde på et folkebibliotek. Det har jeg sigtet efter gennem hele studiet. Men efter den meget positive respons, jeg har fået på specialet, er jeg slet ikke afvisende over for en ph.d., hvis der skulle komme et opslag, som passer ind i de forskningsområder, jeg har. Hvis det så var her på IVA, ville det være en bonus, for jeg kunne rigtig godt tænke mig at undervise herude i netop dette emne. Jeg undersøgte det også lidt af nødvendighed, for det er et emne, der ikke er særlig belyst, på trods af at det - i hvert fald inden for folkebibliotekssektoren - er et rigtig vigtigt område. Det er noget, man bliver nødt til at satse ordentligt på, hvis der skal lånere til i fremtiden. Det gør man også nu, og der er allerede en masse initiativer derude, men på selve forskningssiden synes jeg, at sammenkædningen mellem litteratur, kunst og spil, og hvordan medierne kan blande sig, mangler lidt. Hvis jeg kunne hjælpe med at udbrede den, kunne det være interessant.


Af Helle Saabye