En dag på BOBCATSSS

Vi har svedt et helt år - og sådan gik det. Udpluk fra en tilfældig arrangørs dag - min oplevelse af en dag på BOBCATSSS 2013.

Klokken 7.00: iPhone vækker os til live til konferencens 2. dag. Vi har fået værelser på et guesthouse på campus. Jeg deler værelse med en medarrangør fra IVA, og vi har efter gruppens flere ture sammen i Tyrkiet og gennem BOBCATSSS-samarbejdet udviklet en hård, men kærlig tone. Jeg er dog ikke til at få mange ord ud af, da vi var nogle, der kom sent hjem fra Ankara city i går, og der er langt til kaffen, når der ikke er nogen servering på vores hotel. Til gengæld er der tryk på bruseren, og efter et effektivt styrtebad er jeg klar til dagens udfordringer. Vi tager campus-bussen til konferencestedet - det tager knap ti minutter - og vi ankommer i god tid før deltagerne. Efter et års forberedelse er det meste heldigvis på plads, men vi skal lige ordne de sidste detaljer, som at sikre at rummene er klar til morgenens papersessions, at der er gaver til oplægsholderne, og at vi selv har styr på papirerne.

Klokken 9.30: Jeg har en session sammen med Morten, og vi byder oplægsholderne velkommen, sørger for at deres powerpoints er klar til fremvisning og småsludrer med dem, hører hvor de er fra, og om de har prøvet det før. Nogle er meget nervøse, og man skal lige fornemme, om de har brug for at blive distraheret, eller om de helst bare vil have lidt fred, inden de skal på. Efter nogle gode oplæg er der kaffepause, som folk bruger på at mingle lidt. Jeg kaster mig sultent over dagens første kop og sætter mig ud i receptionen, hvor den danske delegation er til stede, for at tage imod penge fra deltagere, der ikke fik betalt ved registreringen på førstedagen. Da meget få af de tyrkiske frivillige bag skranken taler engelsk, bliver det også til praktiske spørgsmål om alt fra busser til vandflasker.

Klokken 18.00: Så står den på officiel BOBCATSSS festmiddag, og vi bliver alle fragtet af sted i store busser til undervisernes spisesal, hvor vi får serveret en typisk tyrkisk 3-retters menu, og jeg forsøger at overdøve musikken for at tale med min sidemand, en studerende fra Sydafrika. De tyrkiske frivillige og arrangører kaster sig alle ud i dansen mellem bordene, og undrer sig over at den danske delegation ikke deltager i festen. Jeg tror nu, at den alkoholfrie politik på campus lægger en dæmper på de udskejelser. Alkohol er der heldigvis til den stærkt promoverede 80'er fest, men da det tager lidt tid at komme ind, og nogle af os er lidt trætte af høj musik, er vi et par stykker der i stedet får et par øl i en rolig bar. Der er jo også en BOBCATSSS dag i morgen.

Af Hazel Engelsmann