Læs om ph.d.-studerende Ole V. G. Olesen-Bagneuxs udvekslingsophold i Paris.
Se projektbeskrivelsen her.
Det er måske lige friskt nok at sammenligne sig selv med Bogart i
et afgørende øjeblik på en regnvåd landingsbane. Så det vil jeg
lade være med. Men Paris er da også for mig blevet et sted, som jeg
føler, jeg kan vende tilbage til, når jeg får brug for det. I hvert
fald i tanken.
For jeg læste i Paris i efteråret 2012, på et sted der hedder
ANHIMA. Jeg linker nederst til stedet, hvor jeg også forklarer alle
forkortelser.
Som ph.d.-studerende skal man udveksle, gerne til udlandet, så man
kan trække noget ny viden hjem til sit projekt og sit universitet.
Mit projekts teoretiske fundament findes bl.a. i Christians Jacobs
store firebindsantologi Lieux de Savoir - Videnssteder. Jacob er
professor og uddannelsesdirektør på ANHIMA i Paris. ANHIMA er et
såkaldt UMR-forskningscenter, hvilket betyder, at de forskere, der
er tilknyttet, kommer fra forskellige universiteter. Så ANHIMA
trækker på nogle af de bedste forskere fra Sorbonne, EHESS og
CNRS.
Jacobs teori går ud på at studere det, han definerer som
videnssteder på disse steders egne præmisser. Det kan lyde lidt
krøllet men er egentlig ganske ligetil: det er en langt mere
antropologisk og sociologisk tilgang til at forstå de steder, hvor
viden findes og akkumuleres. Jeg fulgte Jacobs forelæsningsrække,
hvor kinesiske markedspladser, arabiske astronomer og alle mulige
andre menneskelige fællesskaber blev genstand for hans nysgerrige
analyse. Han forelæste med udgangspunkt i sin kommende bog, et
lille teoretisk værk om videnssteder.
Første store etape i mit ph.d.-projekt går ud på at studere
antikkens hukommelsesfilosofi i relation til organisationen i
hellenismens biblioteker, særligt biblioteket i Alexandria. Her var
Jacobs indsigt og metode af ganske uvurderlig betydning for mig.
Uden tøven kan jeg sige, at mit projekt blev afgørende bedre og
mere præcist af at være i Paris.
ANHIMA er ambitiøst sted, og de ph.d.-studerende, jeg mødte, må
jeg indrømme var lidt frygtindgydende. En italiener studerede en
debat i middelalderen, hvor italienske og kinesiske geografer
korresponderede om verdens udseende. En kineser studerede
Aristoteles' receptionshistorie i Kina og var selvsagt flydende i
oldgræsk, kinesisk og fransk - og engelsk naturligvis.
Da jeg derfor præsenterede min egen forskning, var det ikke uden
bæven. Men Jacob tog pænt imod den. Da jeg viste ham en model over
søge- og klassifikationsprocesserne i biblioteket i Alexandria, som
i al ubeskedenhed er en helt ny fortolkning af måden, hvorpå
biblioteket fungerede, sad han og kiggede på den i et lille stykke
tid. Så sagde han:
"Jeg forstår hvad De vil, og det er interessant. Men De mangler et
punkt - dér."
Og så pegede han på et niveau i min model. Og selvfølgelig
manglede der et punkt.
Og bare lige til alle de blege, mavesure frankofobe, der mener, at
fransk kultur er stendød, og at det har den bare godt af, smider
jeg et link til denne YouTube video.
Af Ole V. G.
Olesen-Bagneux