Centerleder Dorte Skot-Hansen har været på forskningsophold i den danske stats legatbolig i Paris, hvor hun bl.a. har undersøgt formidlingsformer på kunstinstitutionen Centre Pompidou.
I 1979 besøgte centerleder ved Center for Kulturpolitiske
Studier Dorte Skot-Hansen det nyåbnede Centre Pompidou, som på det
tidspunkt var det mest nyskabende og dristige kulturhus i Europa.
34 år senere, i 2013, vendte hun tilbage med det formål at
undersøge, om stedet stadig kan leve op til den nutidige kunst- og
kulturformidlings krav om interaktivitet og brug af nye digitale
medieplatforme.
Forskningsopholdet var et led i forskningsprojektet "Nye franske
kulturarenaer - med Centre Pompidou som omdrejningspunkt". På
baggrund af sin undersøgelse har Dorte Skot-Hansen skrevet et paper
med titlen "Centre Pompidou revisited - franske kunst- og
kulturarenaer", som skal præsenteres på NCCPR (Nordic Conference
for Cultural Policy Research). Der arrangeres af CBS i samarbejde
med IVA i august.
Et brand eller et laboratorium
Paperet opstiller to hovedspørgsmål. Det første drejer sig om,
hvorvidt Centre Pompidou i dag er blevet et brand i sig selv som
mål for kulturturisme, eller om det stadig er et laboratorium for
kunst- og kulturformidling. Det andet spørgsmål går på, om det kan
konkurrere med de aktiviteter og den formidling, der foregår i
Paris' nye kunstarenaer.
Dorte Skot-Hansen har baseret sit paper på interviews og besøg
på Centre Pompidou foretaget i foråret 2013. Derudover har hun
besøgt en række nyere statslige kulturinstitutioner i Paris som
Musée d'Orsay, Bibliothèque Nationale, det antropologiske museum
Musée du Quai Branly og kunstcentret Palais de Tokyo, der alle er
eksempler på franske præsidenters 'grands projets'. I sin analyse
har hun fokuseret på deres arkitektur (ikon/placemaker), stemning
(farver/lys/lyde), indretning (rum/ruter/relationer) og
formidlingsstrategi (en-vejs/participatorisk/performativ).
Som baggrund for at vurdere dette i forhold til tendenser i
nutidige kunst- og kulturarenaer, har hun desuden besøgt en række
hybride kunstarenaer som den græsrodsbaserede scene for
kunstproduktion og -formidling i 59 Rue de Rivoli, det private
udstillingssted La Maison Rouge og det offentligt/privat støttede
La Gaîté lyrique, en platform for mødet mellem kunst og IT.
Hyperkonsumption frem for kreativitet
Dorte Skot-Hansen kommer i sit paper frem til den konklusion, at
Centre Pompidou ikke længere er et laboratorium for kunst- og
kulturformidling. Hun skriver: "Selv om bygningen i al sin high
tech arkitektur på mange måde holder sin æstetiske værdi,
symboliserer den i dag industrikulturens afsluttende fase, ligesom
Eiffeltårnet er symbolet på dens begyndelse. På samme måde
repræsenterer Centre Pompidous kunst-og kulturformidling en fase,
der virker utidssvarende med sine hvide vægge, lige linjer og
envejs-formidlende audioguides. Og for så vidt lever centret heller
ikke op til den oprindelige idé om at fungere som et mødested på
tværs af finkultur, populærkultur og nye medier. Det, der skulle
have været en kulturfabrik for kreativitet, er snarere blevet et
eksempel på museet som 'hyperkonsumption' i Baudrillards
forstand."
Med hensyn til det andet hovedspørgsmål, mener Dorte Skot-Hansen
dog, at Centre Pompidou med sin syv mio. besøgende om året stadig
endnu er i stand til at konkurrere med Paris' øvrige kunstarenaer.
Men set med museologiske øjne, er der mere at komme efter i de
senere 'grands projets', såsom Musée du Quis Branly og Palais de
Tokyo, der begge arbejder med iscenesættelse og interaktiv
formidling på hver sin måde. Derudover er Gaîté lyrique et godt bud
på en ny kunst- og kulturarena med fokus på udviklingen af kunst i
mødet med nye medier, idet stedet arbejder ud fra en ny, ekspressiv
kulturformidling, der bygger på participation og performativitet.
Dette kan også ses som et skridt på vejen mod en 'digital
alfabetisering', hvor alle borgere kommer til at beherske det nye
sprog for kreativitet og kommunikation.
Dorte Skot Hansen påpeger til sidst, at også den danske og
nordiske kulturpolitik er langt bagefter i forhold til at møde de
udfordringer de nye sociale medier og digitale medieplatforme
stiller og til at udnytte de muligheder for kultur og kreativitet,
de indebærer. Hun mener, at der er brug for en kulturpolitik 2.0 -
eller 3.0 - der ikke kun ser digitaliseringen som et middel til
kulturformidling, men som et grundvilkår, der fundamentalt ændrer
vores måde at kommunikere og at konstruere verden omkring os.
Af Helle
Saabye