Biografier og tro

15-02-2010En af de årligt tilbagevendende temadage på Danmarks Biblioteksskole er ”Årets nye faglitteratur”. Her fortæller en række oplægsholdere om de trends og tendenser, der præger den store mængde faglitteratur, der hvert år udkommer på dansk.

En af de faglitterære genrer, der hvert år markerer sig med et stort antal udgivelser er biografien – ikke mindst fordi, den har et stort og trofast publikum, der gerne sætter sig i lænestolen med en virkelig persons levede liv i hænderne. Og så er det at fortælle sin historie i en tid, hvor der snart er flere kendisser end menigmænd, ikke længere forbeholdt de få. I år havde lektor Martin Dyrbye sonderet terrænet blandt de ca. 250 biografier, der hvert år udkommer på dansk.

’Man skal tro på det, man beskæftiger sig med’
Biografierne omhandler vidt forskellige personligheder som filmmanden og malerkunstneren Erik Clausen, hele Danmarks Dirch Passer, romanforfatteren Inge Eriksen og tidligere biskop Jan Lindhart, og det kan derfor være svært at pege på egentlige fællestræk ved årets biografier. Men ifølge Martin Dyrbye synes de portrætterede at have et fælles credo om, at ”man skal tro på det, man beskæftiger sig med”.

Det gælder ikke mindst Jan Lindhart, der i sin selvbiografi Det skal råbes ikke overraskende dedikerer en række sider til den i medierne meget omtalte Grosbøll-sag, der i sin essens handler om sognepræsten Thorkild Grosbølls udtalelser til Weekendavisen. Trods sin præstestatus i folkekirken indrømmer Grosbøll overfor avisen, at han ikke tror på Gud.

Jan Lindhart fik som følge af de kontroversielle udtalelser i Weekendavisen og den efterfølgende virak i medierne til opgave at føre tilsyn med Grosbøll. Forløbet får Lindhart til at konkludere, at han ikke er i tvivl om det både paradoksale og uholdbare i at have en mand som Grosbøll til at prædike i folkekirken, når han ikke har troen.

Mode og namedropping
Selvom biografierne anno 2009 har det tilfælles, at de portrætterede tror på det, de laver, er det langt fra alle der lykkedes som bibliografiske fortællinger. Ifølge Martin Dyrbye er der alt for mange af biografierne, der ikke formår at komme ind under huden på de mennesker, der fortælles om. Han nævner til eksempel Jan Lindharts selvbiografi, men også modejournalisten Didder Rønlunds selvbiografi Hele mit liv på høje hæle – Erindringer i glimt undlader på afgørende tidspunkter at komme med de afgørende mellemregninger, der også er vigtige for biografigenren. Sidstnævnte forfalder tilmed til udsigtsløs namedropping, uden at det bidrager væsentligt til fortællingen.

Derimod er den første danske egentlige Dirch Passer-biografi, Dirch Passer af Ole Sønnichsen, og forfatteren Dorrit Willumsens selvbiografi Det søde med det sure garneret med de små personlige detaljer, der er nødvendige for at fortælle hele historien. Og så er bogen om Erik Clausen, Clausen af Kirsten Jacobsen og Erik Clausen selv, også en glimrende repræsentant for den velskrevne biografi – tilmed udstyret med et righoldigt udvalg af fotografier og billeder, der også bidrager til at fortælle historien om multikunstneren fra stenbroen.

'Ligger godt i maven' – om manden bag Daloon
Blandt årets biografier er også en række bøger skrevet af en række mennesker fra den store verden, der på et eller andet tidspunkt i deres liv er flyttet til Danmark og bosat sig. En af dem er S.C. Van, der nok ikke er så kendt, men det er til gengæld hans virksomhed Daloon, hvis forårsruller de fleste nok har stiftet bekendtskab med. Bogen om S.C. Van er skrevet af Ditlev Tamm og hedder selvfølgelig Ligger godt i maven. Den er et fint portræt af manden, der godt vidste, at han aldrig ville få lov til at vende tilbage til Kina. Og så ligger den godt i hånden – nøjagtig som forårsrullen ligger godt i maven.

Af Claus Rosenkrantz Hansen