Kunstnerne og kunstformidlingen

15-02-2010Kunstnerne som personer og som centrum for fortællinger om kunst har altid spillet en stor rolle for den måde, man formidler kunst på. Tag for eksempel de stribevis af film om enkelte kunstnere som filmen om Van Gogh, hvorimod ingen (endnu) har forsøgt sig med en populærkulturel film om renæssancen!

Det samme gælder bøger om kunst, forklarer Hans Dam under sin præsentation af årets nye faglitteratur på DB inden for kunst og kultur. For det er faktisk svært overhovedet at forestille sig kunstformidling uden kunstnernavnet som en nødvendig forankring. Men hvordan med boghøsten fra 2009? Har den været specielt kunstnerorienteret, og hvilken betydning har det for formidlingen af værkerne? Her kommer et udpluk af de bøger, som blev præsenteret.

60'ernes eksperimenterende skole
Lars Morells bog med titlen ”Broderskabet” om 60’ernes eksperimenterende kunstskole Eks-skolen problematiserer spændingsfeltet mellem den kollektivt skabte kunst og den individuelle kunst. Hans Dam beskriver bogen som et filtreret kildeskrift, der består af samtaler med kunstnerne. Eller en slags mikrohistorie, hvor man får fortalt historien gennem detaljer og anekdoter.

Eckersbergs dagbøger
Villads Villadsens ”C. W. Eckersbergs dagbøger 1810- 1853” sætter indirekte spørgsmålstegn ved kunstnernavnets betydning, og Hans Dam forholder sig kritisk til, hvorfor man overhovedet skal udgive disse dagbøger, hvor Eckersberg nærmest lidt bogholderagtigt registrerer dagens oplevelser, men uden sammenhæng med sit kunstneriske virke eller perioden i det hele taget. Fører alle disse detaljer om gå- og feberture, daglige rutiner og fødselsdage til en ny forståelse af det Eckersbergske værk, spørger Hans Dam.

Lemmerz' værker up close
Ann Lumbye Sørensens ”Memento. Christian Lemmerz: Erindring, krop, død” handler primært om kunstnerens skulpturer og installationer fra omkring 1985. Her er meget få biografiske oplysninger, og produktionskonteksten behandles heller ikke. Til gengæld får vi en meget tæt læsning af værkerne. Men fortællingen holdes netop sammen af, at det er den samme kunstner, som har skabt dem. Der er nærmest tale om en slags essaygenre, som på overfladen ligner kunstkritik, men i virkeligheden er affødt af forfatterens fascination af værkerne.

Christian Lemmerz eget galleri har også bidraget økonomisk til bogen, bemærker Hans Dam, og hvor er kunstkritikken så egentlig blevet af? Den bog, Ann Lumbye Sørensen har skrevet, er ikke kunstkritik, men befinder sig i et krydsfelt mellem kunstneren, værket og markedet. Eller måske er det netop dette, der er kunstkritik?

Ahlberg, Tintin og Magritte
Galerie Wolfsen har udgivet en bog om maleren Ole Ahlberg og hans leg med bl.a. Tintin og Magritte. Rolf Læssøe har skrevet hovedteksten på en sådan måde, at Hans Dam ikke tøver med at kalde den en ludertekst. Det er nemlig svært at være rigtig kritisk, når man er fascineret af værkerne, og galleriet står som udgiver af bogen. Det er den samme tendens, man kan se i museumskataloger, der måske indeholder lidt for mange ”jubelhistorier”. Det handler om at konsolidere samlingen – ikke om at forholde sig kunsthistorisk kritisk til indholdet, mener Hans Dam. Men igen – det er måske præcis det, som kendetegner kunstkritik af denne slags.

Så ja, boghøsten fra 2009 har som altid haft fokus på kunstneren, men det behøver ikke nødvendigvis betyde, at bøgerne ikke er læseværdige, understreger Hans Dam. Og han slutter sin gennemgang af med at omtale bogen ” Visuel kultur - viden, liv, politik”, som han selv har redigeret sammen med Helene Illeris. I denne, som også handler om alle de andre billeder end kunstens, er det i øvrigt slående, at i modsætning til ”kunstnernavnets” betydning for kunsthistorien spiller ”billedskaberen” kun en minimal rolle i den bredere billedhistorie.

Af Bodil Christensen