På rejse med IVA

Jeg sidder lige nu i et gammelt tog, der ligner et levn fra DSBs ældre dage. For en time siden er vi kørt fra Budapest på vej mod Szombathely, hvor den årlige konference for biblioteksstuderende finder sted i 2011. Sidste år lå det i Italien, og på den ene side kan jeg være lidt misundelig på dem, der var afsted i Parma, men på den anden side er det samværet, der er vigtigt her. Allerede efter et par timer i Ungarn har vi haft vores første spøjse kulinariske oplevelser og køretur med pirattaxa; det tegner godt.

"Vi" er en blandet flok af studerende fra det Informationsvidenskabe-lige Akademi, og samtalerne går lystigt frem og tilbage, mens det ungarnske landskab suser forbi vinduerne. Den ene halvdel sidder med en rejseudgave af scrabble, og den anden halvdel sidder og kigger rejseguider igennem og irriterer sig over, at der ikke er noget elektronisk søgefelt på det manuelle kort. Nørderiet kører på højt plan, og vi har allerede planer om, at der skal besøges biblioteker i Budapest, når konferencen er overstået.

For mig er det med en blandet følelse, at jeg sidder her. På den ene side er jeg enormt spændt over, hvad der egentlig foregår på en konference for biblioteksstuderende, og på den anden side så er der usikkerhedsfaktoren over at være udenlands i en uge, i et land hvor man med lidt held kan forstå de fagter, der bliver serveret sammen med nogle komplet uforståelige gloser. Dét, der skaber de helt igennem trygge rammer, er de mennesker, jeg er sammen med.

Der er noget helt specielt over det sociale samværd på IVA. Vi sidder otte mennesker og er alt fra 4. semester-studerende til to, der skal til at skrive deres specialer, og snakken går frit og uden bekymring. Vi har trods alt en fælles forståelse, der måske kan virke indspist overfor udeforstående; Eller måske rettere en fælles glæde over vort fag og skole. IVA er ikke perfekt. Institutionen har sine skønhedsfejl, og de skarpe kanter lærer man at navigere rundt om, men det er det eneste sted, jeg kan forestille mig at skulle fuldføre min uddannelse.

Det er det sociale miljø, der giver mig tryghed og er med til at skabe rammer, hvor jeg føler mig hjemme, og at jeg her har en familie, jeg kan holde mig til. Det er her, jeg kan henvende mig, når det faglige driller, og når jeg har brug for en opmuntring, når eksamen brænder på.

Toget kører stadig, og der er nogle timer endnu, til vi er fremme. Samtalerne kører på kryds og tværs, og hos scrabble gruppen har der lige været en diskussion om, hvorvidt man kan sige både taxa og taxi på engelsk. Nu savner man et godt leksikon eller blot adgang til Google. Det er nok i virkeligheden det, der knytter os sammen som gruppe. En næsten umættelig lyst til at finde informationer og aldrig stille sig tilfreds med ikke at kunne finde et svar.


Af Mike Jensen