Hvem taler?

 Nyheden er gået verden rundt, og bliver på internettet kaldt Twittergate med reference til Watergate. Rationalet bag dette navn er, at noget udemokratisk har fundet sted, ytringsfriheden er blevet indskrænket.

Årsagen til DBU's forholdsregler bunder i, at flere atleter er kommet i problemer de seneste år. De har anvendt sociale medier til at udtrykke en umiddelbar frustration, hvilket har vakt anstød i en sådan grad, at sponsorer har trukket sig, og organisationer har følt sig tvunget til at erklære, at en given atlet ikke repræsenterer sit lands holdninger. Man har ikke villet finansiere eksempelvis den australske svømmer Stephanie Rices holdninger om homoseksuelle.

Overfor DBU og ligesindede står naturligvis forkæmperne for ytringsfriheden. Det kan virke paradoksalt at atleter, der kommer fra demokratier, ikke kan foretage sig noget så basalt som at ytre sig på internettet.

Men måske er denne polarisering forkert. Måske er det ikke begrænsningen af ytringsfriheden overfor ytringsfriheden i sig selv, der er på spil. Måske er det tværtimod retten til at være en privat person, som blev trængt, i dette eksempel af sportens professionalisering, og derefter umuliggjort af internettet.

Et andet eksempel, fra politikkens verden, er Søren Pind (V), der som minister brugte sin facebook-konto under påskud af, at den var privat, til at sætte politiske dagsordener i offentligheden. Han legede med usikkerheden om, hvad der blev sagt privat (til hans 5.000 facebookvenner) og offentligt, med den klare effekt at han kunne sætte nogle meget personlige dagsordener, der udfordrede partilinjen. Efter den daværende statsminister Lars Løkkes (V) formaning rettede Søren Pind ind og stoppede med at føre politik på den måde.

Atleter er ikke politikere. Alligevel ser det ud til, at de på en eller anden måde er udsat for samme mekanisme; de kan ikke bare ytre sig som privatpersoner. Totalitarismens spøgelse lurer rigtignok, når folk lige pludselig ikke må ytre sig. Men måske er det slet ikke den enkeltes ytringsfrihed, der bør diskuteres. For internettet giver os den mulighed at tale, som vi gør privat, men i sammenhænge hvor alle kan høre det. Og det kan udnyttes: Man kan henvende sig til offentligheden uden at henvende sig til den. Det rejser et spørgsmål:

Hvilken ytringsfrihed har den, der vil tale privat, men høres af mange?


Af Ole V.G. Olesen-Bagneux