Skal bibliotekarer være socialpædagoger?

Foto: Niels Aage Skovbo

Den fælles oplevelse af litteratur
Overskriften på Helle Winds artikel er Kulturel dannelse som socialt projekt,og hun tager udgangspunkt i et konkret projekt om højtlæsningsgrupper, hvor hun selv har været aktiv som læsegruppeleder og lært sig en metode, der hedder guidet fælles læsning. Det er den frivillige organisation Læseforeningen, der uddanner læseguiderne og giver dem redskaber til at vise vej ind i tekstens univers. Læseguiden lærer at stille de enkle spørgsmål, der åbner tekst og samtale om både almene problemstillinger og individuelle perspektiver. Oplæsningen er den fælles oplevelse, som i kraft af samværet og samtalerne giver en anderledes og intens oplevelse af litteraturen.

Højtlæsningsgrupper viser vej til samfundet
Helle Wind Poulsen forklarer i artiklen, at idéen til hele projektet (som hedderLæselysten voks(n)er)udspringer af, at hver femte voksne dansker har utilstrækkelige læsefærdigheder i forhold til det, der kræves for at begå sig i et moderne vidensamfund. Nogle, fordi de har begrænset uddannelse; andre, fordi de lider under et fysisk læsehandikap. De dårlige læsefærdigheder kan have mange følgesygdomme: lavt selvværd, ringe adgang til velbetalte jobs, social marginalisering eller isolering. Den oprindelige idé stammer fra England, hvor den såkaldte Reader Organisation har erfaringer med, at højtlæsningsgrupper både kan øge deltagernes boglige læsefærdigheder og sociale kompetencer. På den måde fremmes den sociale inklusion, og deltagerne rustes bedre til at deltage i samfundet.

Social inklusion eller litteratur for litteraturens skyld?
Det at mødes med andre i højtlæsningsgrupperne kan for mange være en betydelig social begivenhed, især hvis der er tale om socialt udsatte grupper. Der ligger en potentiel terapeutisk effekt i at diskutere litteraturens skæbner og dilemmaer for bagefter at relatere dem til sine egne oplevelser. På den anden side er læsegrupperne også kulturelt dannende, og Helle Wind Poulsen ser nødigt, at de bliver deciderede sociale hjælperedskaber, fordi det netop er i litteraturens frirum, at den mulige sociale eller terapeutiske gevinst ligger. Det hænger meget sammen med hendes opfattelse af litteraturens æstetiske dimension og litteraturen som tekst. Det formulerer hun på denne måde:

"Den litteratur, vi læser, er ikke skrevet direkte til målgruppens behov men er et selvstændigt kunstværk, der opstiller nogle tolkningsmæssige rammer, som ikke lader sig overskride. Deltagerne - eller læsegruppelederen - kan altså ikke uden videre bruge teksten i et personligt ærinde men er nødt til at forholde sig til de problemstillinger, som teksten viser - inden for de rammer, teksten tillader."

Bibliotekets styrke er kulturen
Helle Wind Poulsen slutter sin artikel med en række betragtninger om biblioteket som dannelsesinstitution i det senmoderne samfund og påpeger, at de danske folkebiblioteker står overfor en række store udfordringer i forhold til at finde en ny rolle. En af tendenserne er, at biblioteket bliver medborgercentre i nærområderne, hvor de kommer til at løse nye opgaver som på mange måder er sociale indsatser, for eksempel etablering af højtlæsningsgrupper. Men midt i løsningen af nye sociale opgaver må bibliotekerne ikke glemme deres kulturelle kernekompetencer, tværtimod, mener Helle Wind Poulsen:

"Bibliotekets kernekompetence har altid været at formidle kultur. Og det tror jeg er vigtigt, at den også fremover vil være. På bibliotekerne kan vi med fordel lave et stort stykke socialt arbejde, men det bør ifølge min vurdering ske gennem en eller anden form for kulturel dannelse, med litteratur, film, musik og tilegnelse af viden i centrum. For det er kulturens uafhængige, upolitiske og upartiske dimension, der gør biblioteket til et frit og trygt værens- og vidensrum, og det er det, der gør biblioteket til noget helt særligt i forhold til andre kommunale institutioner. Bibliotekets styrke er altså kulturen. På biblioteket må vi (meget!) gerne udfolde vores pædagogiske kompetencer, men vi skal ikke være socialpædagoger - vi skal hverken tro at vi er det, eller agere som om. Hvis vi vil (være med til at) løse udfordrende sociale problemstillinger, der kræver socialpædagogiske kompetencer, skal vi tænke i partnerskaber."


Af Bodil Christensen