Nyhedsmedier i et senmoderne samfund

Nyheder eller holdninger?
Politiken er en omnibusavis, hvilket betyder, at den dækker en bred vifte af emneområder, så man ved at læse Politiken kan vide alt om det, der er værd at vide noget om, hvis man vil være en engageret og deltagende borger.

Avisen har p.t. omkring 400.000 læsere, og hvis man skal holde læsernes interesse fanget, er det ifølge Bo Lidegaard vigtigt, at man har 3-4 ben at stå på. For Politikens vedkommende er disse:

• Objektive nyheder med analyse og baggrund, hvor man forsøger at sætte nyhederne ind i en kontekst. Det er Politikens primære produkt, som fylder hele 1. sektion
• Kultur (f.eks. bøger, film og tv samt det, der ligger i kanten - evt. trends)
• Debat (eller "views"). For Politiken er det vigtigt både at have en newspaper (1. sektion) og en viewspaper (anden del af 2. sektion).
• Servicestof (forbrugerstof - f.eks. "I byen" eller "Lørdagsliv")

Forholdet mellem newspaper og viewspaper er meget centralt for Politiken - især spørgsmålet om, hvorvidt medierne kun skal formidle virkeligheden, eller om de også skal forholde sig til den og mene noget om den. På Politikens redaktion har der været en lang borgerkrig mellem de to synspunkter, men efter Bo Lidegaards mening er det vigtigt, at man kan engagere sig med synspunkter, holdninger og retning, og at avisen kan rumme denne kompleksitet. Derfor har Politiken også som den eneste avis en leder på forsiden hver dag.

I USA ser man i øjeblikket, at de meget prægnante holdningsmedier vinder frem, og at seerne rykker over på de store holdningsbårne stationer. På Politiken har man foretaget den opdeling, at man i 1. sektion formidler nyheder uden bias, mens man i 2. sektion lader holdningerne komme til fuldt udtryk.



Et marked i forandring
Men markedet ændrer sig hele tiden. Det går så hurtigt, at det nogle gange er svært at følge med. Mediemarkedet afhænger meget af, hvordan man præsenterer det. I Danmark har de to store mediekoncerner JP/Politikens Hus og Berlingske Media for nylig slået deres drift sammen. Politiken er blevet den største og rigeste avis, mens Berlingske derimod taber penge og er til salg. På den måde virker det umiddelbart som om, Politiken dominerer det danske medielandskab, men staten er i virkeligheden langt den største ejer. Den ejer de to største tv-stationer, og ingen dansk avis kan eksistere uden mediestøtte.

Med hensyn til mediestøtte vil man gerne have et bredspektret mediebillede, så derfor får Information og Kristeligt Dagblad proportionelt mere end større aviser. Hvis støtten blev trukket til disse aviser, ville de ikke kunne overleve.  

Et område, som staten til gengæld ikke yder støtte til, er de digitale platforme. Støtten gives nemlig i forhold til distribution, og et klik koster jo ikke noget. Politikens netavis er det største nyhedssite, og konkurrencen er ekstremt hård, for der er mange på dette marked udover mediehusene - f.eks. Google og Facebook, der laver forretning på at være trafikknudepunkter på nettet.

Sammenlignet med Google er Politiken kun en lille dværg. Men hvor Google prøver at give et dækkende omnibuspræget nyhedsbillede, prøver Politiken også at give et mere analytisk og holdningspræget nyhedsbillede. Men kampen er hård. Fra 1. januar 2013 vil det koste penge at bruge Politikens site. Bo Lidegaard ved, at mange sikkert vil blive vrede over dette, men han mener, at alternativet er uvidenhed, og han håber, at der vil være nok, der har lyst til at betale en 30'er for at få adgang til et redigeret nyhedssite.

Politisk indblanding begrænser uafhængighed
Om et par uger kommer et nyt udspil fra politikerne. Ifølge Bo Lidegaard er det fuldstændig utidssvarende, at de digitale medier ikke får nogen støtte. På den digitale platform koster distributionen ingenting. Her er hele udgiften til redaktion. Men hvordan beregner man støtten, og hvordan kan det komme til at foregå uden politisk indblanding? Skal man give støtte per klik, og hvem skal afgøre, om noget er lødigt eller ikke lødigt? Bo Lidegaard bryder sig ikke om den tanke, at et politisk organ skal vurdere kvaliteten af digitale medier, da det til en vis grad begrænser uafhængigheden.

Et andet dilemma er mellem tv-stationer og aviser. DR har også et nyhedssite, som er gratis via licensen. Men nyhederne kommer fra Politiken, hvor de i fremtiden vil koste 30 kr. at læse, mens de er gratis på dr.dk. Bo Lidegaard tror på, at Politiken kan overleve, fordi mange gerne vil læse et uafhængigt nyhedssite. Men samtidig skal de også bygge en forretning op, og hvis de får alt for vanskelige vilkår, så dør de private medier.

Bo Lidegaard er spændt på at se det politiske udspil, og han konkluderer, at Politikens adelsmærke skal være uafhængighed og kvalitet - også selv om de vil være de hurtigste.

Af Helle Saabye og Bodil Christensen