Hvem er bange for kulturel mangfoldighed?

Den skal ifølge kommissoriet ”bidrage til en åben og bred folkelig debat om positive værdier i det danske samfund”, og det skal de elleve medlemmer sørge for. Hvad resultatet af denne øvelse rent faktisk bliver, kan vi af gode grunde ikke vide. Politiken’s lederskribent Kristian Madsen skriver i denne forbindelse noget polemisk: ”Man må håbe, at en ny regering opløser denne dybt overflødige smagsdommerkommission, og sender deltagerne hjem med tak for deres indsats som nyttige idioter i den ny-missionske og nationalistiske værdikamp”. Men hvem ved, det kan jo være, at kommissionen tværtimod kommer frem til, at religionsfrihed og kulturel mangfoldighed ses som vigtige værdier i en stigende global sammenhæng.

Dette ville være et væsentligt bidrag til den danske kulturpolitik, der traditionelt har været præget af ideen om en monokultur, en tendens der har lange historiske rødder.   Ifølge en undersøgelse fra Ålborg Universitet om ”Danskernes nationale forestillinger” fra 2008 lider vi nemlig af et ’lilleput-syndrom”, der har haft fodfæste, siden vi måtte afstå Slesvig-Holsten til Tyskerne i 1864 og for alvor blev en lilleputstat med fælles sprog, religion og kultur. Lige siden er enhedskulturen blevet set som en styrke, og der tales i dag mere end nogen sinde om sammenhængskraft og genoplivning af et kulturelt fællesskab med udgangspunkt i danske værdier.

Derfor har vi i Danmark ikke nogen tradition for at føre en kulturpolitik, der satser på kulturel mangfoldighed set i forhold til de mange danskere med anden etnisk baggrund. På grund af den korte plads, jeg har til rådighed, vil jeg fokusere på den statslige kulturpolitik, selv om der faktisk sker meget mere på dette felt i kommunalt regi. Men den statslige kulturpolitik er vigtig, fordi den afspejler de værdier, den til enhver tid siddende regering har til indvandring, flerkulturalisme, kulturel mangfoldighed og interkultur.

Her har vi har ikke som i Norge haft et Mosaikk-program for kulturel mangfoldighed, som lå under Norges kulturråd, eller som i Sverige haft et helt statsstøttet år for ”mångkultur”.  I Danmark har ansatserne til en mere pluralistisk kulturpolitik været usammenhængende og tilfældige, og strategien om demokratiseringen af kulturen har stort set hersket i den statslige kulturpolitik siden 1960'erne.   Det vil sige, at staten gennem lovgivning og tildeling af støtte stort set har koncentreret sig om produktion og formidling af kulturen med stort K ud fra et universalistisk kulturbegreb, et kulturbegreb, der bygger på opfattelsen af, at der er én kultur og kun én kunstnerisk målestok. Altså monokultur.

Langt op i 1990’tallet blev de kulturpolitiske indsatser i forhold til det flerkulturelle område overladt til de sociale eller humanitære instanser med integration som det overordnede sigte. Etnicitet blev set som et problem frem for et potentiale, og en lang række ad-hoc-projekter blev iværksat. Men det var svært at skabe kontinuitet i miljøerne, når projektkassen var tom, og mange af manifestationerne kom til at stå som isolerede events uden fast tilknytning til kulturinstitutioner eller til publikums hverdag.

Først omkring årtusindeskiftet sås en større åbenhed og interesse for det mangfoldige inden for den statslige kulturpolitik. Den radikale kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen fremhævede på sin konference Verdensborger i Danmark, at ”vi må finde ud af, hvad det vil sige at være dansk på en flerkulturel baggrund”. Med støtte til Det Interkulturelle Netværk og samarbejdet om den store konference 1 + 1=3 om Kulturel mangfoldighed i 2000 støttede Kulturministeriet nytænkning og diskussion omkring det kulturelt mangfoldige.

På Elsebeth Gerners opfordring fik Kulturministeriets Udviklingsfond den etniske og tværkulturelle som ét af sine fokusområder. Fonden, der eksisterede fra 1998-2002, ydede ”tilskud til kunstneriske initiativer, som har tværgående og eksperimenterende indhold også på det etniske og tværkulturelle område”. Men selv om Udviklingsfonden afprøvede forskellige modeller for støtte, lykkedes det ikke at opstille en egentlig strategi for området, og reelt var det kun 0,05 % af Kulturministeriets budget, der gik til etniske og tværkulturelle aktiviteter. Trods gode intentioner var det ikke noget, der for alvor rykkede.

I 2001 stemte det danske folk for en ny borgerlig-liberal regering. Udviklingsfonden blev nu nedlagt, og der blev lukket for støtten til Det Interkulturelle Netværk. Der blev dermed sat foreløbig stop for formaliseret støtte til og udvikling af strategier for det etniske og tværkulturelle område i den statslige kulturpolitik. Den borgerlige kulturpolitik var – og er – nationalistisk, og nu blev der sat yderligere fokus på den danske kultur og kulturarv, en udvikling der kulminerede med oprettelsen af den nationale kulturkanon, hvor Kulturminister Brian Mikkelsen nedsatte i 2005 syv kanonudvalg inden for de forskellige kunstarter, der skulle lave hver sin liste over tolv værker, der er "uomgængelige og umistelige i den danske kulturarv". I den forbindelse udtalte ministeren de berømte ord:

"En middelalderlig muslimsk kultur bliver aldrig så gyldig herhjemme som den danske kultur, der nu engang er vokset frem på det stykke jord der ligger mellem Skagen og Gedser og mellem Dueodde og Blåvandshuk (…) Vi skal gøre alt for, at indvandrerne bliver fortrolige med det danske samfund, dets historie og dets demokratiske principper (…) Vi har sat et arbejde i gang med at udarbejde en national kulturkanon. Den skal være en gave til alle borgere her i landet – også til indvandrere, der får en god adgang til de fælles referencerammer den danske kultur bygger på." (Tale på Det Konservative Folkepartis landsråd, 25.9.2005).

Denne udtalelse fik flere af kanonudvalgenes medlemmer til at true med at forlade arbejdet, og først da ministeren skriftligt havde beklaget, at hans udtalelser havde skabt "unødig forvirring", kom der igen ro om arbejdet. Til gengæld fik kulturkanonen aldrig den tilsigtede virkning, hverken i forhold til gamle eller nye danskere, det blev simpelhen glemt. Men at den i udgangspunktet var udtryk for en assimilatorisk kulturpolitik er der ingen tvivl om.

Med nedlæggelsen af Udviklingsfonden – hvad den tidligere formand Uffe Elbæk i en kronik her i avisen for nylig kaldte et udslag af "kulturel indelukkethed og intellektuel lavloftethed" – blev der igen fra 2001 opereret med en "farveblind" model, hvor kunstnere med anden etnisk baggrund måtte konkurrere med ”rigtige” danske kunstnere om de sparsomme midler, der blev uddelt gennem de statslige fonde og kulturstøtteordninger. Det skete ofte i en hård konkurrence med mange uoverstigelige barrierer – det er svært at få fodfæste i det danske kulturliv, ikke mindst på grund af det "old-boys-netværk", der hersker. De udøvende kunstnere med anden etnisk baggrund har ofte mødt "muren" i form af kunstrådenes universalistiske (læs: vestlige) kvalitetskrav. Her kan man undertiden få indtrykket af, at kvalitetskravet er blevet brugt som et skjold over for kunstnere med interkulturel baggrund. Spørgsmålet om, hvad der er kvalitet, er det væsentligste omdrejningspunkt i forhold til en mere mangfoldig kulturpolitik.

Man kan sige, at den officielle danske statslige kulturpolitik i dag i høj grad (stadig) er nationalt orienteret og sigter mod skabelse af en geografisk og kulturel identitet, der hviler på danske rødder med den nationale kanon som en del af kultur- og værdikampen. Strategien om kulturel mangfoldighed indgår således ikke i den overordnede statslige kulturpolitik, der i højere grad handler om inklusion og integration i dansk kultur.

Men på ét punkt er der faktisk sket en glædelig udvikling. Det er, at det nuværende Statens Kunstråd i sin handlingsplan fra 2007-11 har sat det universelle kvalitetsbegreb i spil, når de bl.a. skriver: "Talent og høj kunstnerisk kvalitet vil altid være styrende for kunststøtten, men på samme måde, som man ikke kan operere med ét universelt kunstbegreb, må kvalitetsbegrebets kompleksitet erkendes. Rådet vil derfor i sin handlingsplan samt virke arbejde med et differentieret kvalitetsbegreb, som på hvert enkelt fagområde blandt andet udfordres af mangfoldighed og globalisering.

Kunstrådet ser diversitet som en ressource og kilde til inspiration. Kunststøtten skal derfor understøtte mangfoldighed uanset social baggrund, køn, alder, geografi og etnicitet."

Det er faktisk et stort skridt, at det universalistiske kvalitetsbegreb nu sættes til diskussion, og brugen af et mere differentieret kvalitetsbegreb kan blive et udgangspunkt for udfoldelsen af en egentlig kulturel mangfoldighed i dansk kulturpolitik. Som en forlængelse af dette har Kunstrådet fra 2009 skabt en mentorordning, der skal præsentere interkulturelle kunstnerne for de muligheder, der findes inden for networking og give dem viden om den danske kunst- og kulturscene. 

Men hvad vil der ske fremover? Statens Kunstråd får snart en ny formand Per Arnoldi, der udtaler, at han er "pisseelitær", og at han ikke vil støtte nogen "bare fordi de har ring i næsen". Her tænker han nok mere på vækstlaget end på det interkulturelle område – for det har han hidtil ikke nævnt med et ord. Men der er ikke tvivl om, at med det kunstsyn, han foreløbig har udtrykt, vil det snævre kvalitetsbegreb blive styrket under hans formandskab.

Til gengæld kan vi jo få en ny regering og dermed en nyt syn på kulturpolitikken på et mere overordnet plan. Her må vi håbe, at mangfoldighedsdiskursen bliver omsat til en egentlig mangfoldighedsstrategi, der kommer til at gennemsyre hele kulturpolitikken, ikke bare et lille hjørne. Her er interkulturalitet et nøgleord. I UNESCO’s konvention om kulturel mangfoldighed kan man læse, at interkulturalitet forstås som "det forhold, at der findes og foregår et ligeværdigt samspil mellem forskellige kulturer, og at der er mulighed for at skabe fælles kulturelle udtryk gennem dialog og gensidig respekt." Det betyder i en kulturpolitisk sammenhæng, at der på én gang er respekt for forskelle og muligheder for at skabe nye blandede kulturelle og kunstneriske former. Eller med andre ord, at der arbejdes seriøst med strategier for kulturel og kunstnerisk mangfoldighed.

Det ene ben i styrkelsen af det interkulturelle felt er at sætte den ind i den kulturpolitiske dagorden på statsligt plan. Men samtidig er det vigtigt at skabe en organisering, der sørger for vidensopsamling og vidensdeling i forhold til de mange forskellige tiltag, der rent faktisk foregår, også i Danmark i dag. Her finder vi Center for Kunst & Interkultur (CKI), som er et nationalt videns-, kompetence- og formidlingscenter for interkultur og kulturel mangfoldighed. Centret formidler viden og erfaringer mellem landets kunstnere og kunstinstitutioner med det formål at udvikle og styrke de interkulturelle kompetencer i kunst- og kulturlivet.

Helt konkret har dette givet sig udtryk i afholdelsen af flere seminarer med danske, nordiske og internationale eksperter som gæstetalere, sidst med konferencen om Kunsten at skifte scene i samarbejde med Nordisk Kulturfond og Audiences Europe Network. Hertil kommer løbende konsulentvirksomhed til kulturinstitutioner og kommuner, og desuden har centret opbygget en dynamisk hjemmeside, som har haft godt 100.000 unikke brugere, siden sitet blev lanceret for to år siden.

Men nu er der store finansieringsproblemer. CKI er oprindeligt opstået som en fugl føniks i de ulmende gløder fra Brændstof-projektet, der var forankret i Københavns Amt. CKI blev etableret i 2009 og er i de første to år blevet finansieret med 1 mio. kr. årligt af den overgangsordning, som Kulturministeriet har administreret. Men nu er denne overgangsordning udløbet, og Kulturministeriet har ikke ønsket at overtage finansieringen af centeret.

Som det ser ud, sigter CKI på den korte bane mod at overleve på en 'kludetæppe-finansiering', hvor der fundraises til enkeltprojekter som konferencer, seminarer og bogudgivelser, og hvor der åbnes op for, at brugerne kan støtte centeret – basalt set ved at være med til at betale huslejen – via et medlemskontingent. Men som CKI's bestyrelsesformand Niels Righolt udtaler, så vil "vi ikke lægge skjul på, at vi mener at driften af et center som CKI burde være en statslig opgave, fordi den viden, vi formidler, og den idéudvikling, vi skaber, kommer ikke kun det statslige kulturliv, men hele det danske samfund til gode".

Det er efter min mening et problem, at det offentlige ikke støtter et videnscenter for kunst og interkultur i Danmark. For der foregår – heldigvis – en masse spændende arbejde indenfor dette felt i kunst- og kulturinstitutioner og ikke mindst på det lokale plan i disse år. Der er brug for, at disse erfaringer samles og gøres synlige, og at vi bliver klogere på, hvad der sker nationalt og internationalt på området. Det er et uhyre vanskeligt felt at operere i, og vi har brug for vidensopsamling og vidensdeling, sådan at vi ikke skal starte forfra hver gang.

Det drejer først og fremmest om, at kulturpolitikken går foran og ikke bagved samfundsudviklingen i erkendelsen af, at vi allerede er en del af det globale samfund. Lukker vi os inde bag nationale grænser, der forsvares med kanons og krav om celebrering af specielle danske værdier, styrker vi tendensen til opsplitningen i "dem" og "os".   Vi skal i stedet lære at sætte os i den andens sted. Det kan kunst og kultur hjælpe os med.


Af Dorte Skot-Hansen