Evidensbaseret praksis kan gavne folkebibliotekerne

Hvad var baggrunden for at lave et temanummer om evidensbaseret praksis (EBP)?
Temanummeret er den første større publikation herhjemme, der sætter fokus på emnet evidensbasering i bibliotekssektoren. Evidensbasering er noget, man kender fra sundhedssektoren, hvor det startede, men i høj grad også fra den sociale sektor. Endelig er der for nylig – på Danmarks Pædagogiske Universitet – startet en evidensbevægelse for uddannelsessektoren. Det kommer typisk til udtryk ved, at der er nogle specielle institutioner, som har til opgave at samle, bearbejde og selektere informationer om effekten af forskellige medicinske, sociale eller pædagogiske indsatser. Når man evidensbaserer, så prøver man kort fortalt at undersøge, hvad der findes af forskning om effekten af en given indsats. Det er essensen i evidens, og det har man ikke haft indenfor biblioteksvæsen. Så vores intention med temanummeret har været at levere nogle argumenter for evidens i biblioteker og prøve at svare på, hvorfor man skal beskæftige sig med evidens. På et senere tidspunkt kunne vi komme ind på, hvordan det så kan ske, og hvilke forskellige tilgange der er til evidens.
   Man kan sondre mellem to forskellige tilgange til evidens. Den ene kan vi kalde for hård evidens. Det er en tilgang, hvor specialiserede evidensproducerende institutioner indenfor medicin får til opgave at se på udvalgte områder – typisk behandlingsmetoder – med henblik på at afdække, hvorvidt der er evidens for disses virkninger eller mangel på samme. Der har man et internationalt samarbejde ved navn Cochrane-samarbejde, hvor man på det sociale område har noget, der hedder Campbell-samarbejdet. Vi har tre institutioner i Danmark, som producerer den hårde evidens. På den anden side er der den mere bløde evidens, som er det forhold, at man som en del af sit almindelige arbejde lokalt prøver at evidensbasere, hvad man laver. Hvis man fx vil afprøve en ny metode, så undersøger man, hvad der er skrevet om den og prøver at danne sig et overblik. Biblen indenfor den bløde evidens er ”Evidence-based practice for information professionals” redigeret af Andrew Booth og Anne Brice i 2004. Den er vi selvfølgelig inspireret af, men vi er også inspireret af den hårde evidens, hvor der på dansk er skrevet om metodedebatten om evidens, og evidensbevægelsens udvikling og organisering af arbejdsformer.
   I temanummeret har vi lagt meget vægt på, at vi også vil inddrage nordiske erfaringer. Der er bl.a. en artikel, som hedder "Evidensbevægelsens spredning til biblioteker i Danmark, Norge og Sverige", to artikler om Norge, en om Danmark og en om Sverige, hvor praktikere beskriver deres arbejde på området. Derudover har Hanne Foss Hansen og Olaf Rieper, vores førende autoriteter herhjemme, skrevet "Evidensbevægelsens institutionalisering og arbejdsformer". Jeg har selv – udover artiklen om evidensbevægelsen i Norden – bidraget med en artikel, som handler om kritik af evidensbevægelsen, hvor jeg tager stilling til de debatter og diskussioner, der har været i Danmark, og om kritikken er rimelig eller ej. Birger Hjørland har skrevet en artikel, som både roser og kritiserer evidensbevægelsen. Christine Nordentoft arbejder i sin artikel med spørgsmålet om, hvorvidt en satsning på evidens og dokumentation kan gå ud over kreativiteten. Der har hun spurgt forskellige biblioteksledere om deres mening, og det mener de ikke, at den kan. Så biblioteksledere ser ikke en modsætning mellem kreativitet og evidens. Endelig ser Niels Ole Pors på, hvad der findes af evidens og forskning omkring bibliotekernes brugere på baggrund af en række rapporter fra forskellige lande.

Hvem er de største kritikere af EPB, og hvad går deres kritik på?
Jeg har fokuseret specielt på den kritik, som er kommet i Danmark. Jeg har gennemgået alle de artikler, der indenfor de sidste 10 år er skrevet, hvor ordet evidens forekommer og forsøgt at dele kritikken op i forskellige grupper. Dels er der en videnskabsteoretisk kritik, som siger, at evidens og positivisme minder meget om hinanden. Og hvis man ikke bryder sig om positivisme, så smitter det typisk også af på ens syn på evidens. Men der vil jeg sige, at de rapporter, som er lavet ud fra positivistiske idealer er meget grundige med klart opstillede mål, hvor man søger i et utal af databaser, besøger websites og generelt er meget nøjagtig i sine undersøgelser. Der er lagt megen bibliotekarisk professionalisme i at lave sådan nogle rapporter. Man koder dem også, så det er nogle meget omhyggelige studier, hvor man både prøver at lave en samlet syntese af forskning, som i evidenssammenhænge kaldes for metaanalyse – altså en oversigt over, hvad der er skrevet af litteratur og forskning om emnet – og samtidig foretager en kritisk kvalitetsvurdering, herunder in- og eksklusion af arbejder, der ikke lever op til de metodologiske minimumskrav af den fremfundne forskning.
   Derudover har der været nogle heftige debatter, specielt inden for det pædagogiske område, som går ud på, at hvis vi indfører evidens på Danmarks Pædagogiske Universitet og i klasseværelserne, så mister læreren noget af sin professionelle autonomi. Der har været alle mulige kritikker fremme, men samtidig har DPU’s daværende dekan, Lars Qvortrup, som vi også kender her fra stedet, været ude og støtte et andet synspunkt: Hvis lærerne, i stedet for at fokusere på al den kritik de bliver udsat for, vælger at støtte sig til solide forskningsresultater og ikke kun til intuition og personlige fornemmelser af, hvad der er de mest effektive undervisningsmetoder, så vil det faktisk give en bedre prestige til professionen. Og det er den diskussion, jeg gengiver i min artikel.
   Så er der nogen, der siger, at evidens er udtryk for management-tænkning. Det mener jeg er helt forkert, for evidensbevægelsen opstod netop som en opposition mod, at man i den offentlige sektor skulle efterligne den private og gøre alting op i penge. I stedet ville man – især inden for medicinen – have det faglige i højsædet. Dvs. det handler ikke om, hvad en behandling koster, men om hvor effektiv den er. Og evidens går ikke ind på at beregne, hvilken form for operation, man så skal foretage, men man skal kunne sige, om det virker. Der har f.eks. været stor diskussion om screening i forbindelse med brystkræft, og det handler også om, hvorvidt det er effektivt, eller om der er nogle risici forbundet med det.
   Der er også nogen, der ikke mener, at evidens passer til kulturen i bibliotekerne, dels fordi man ikke kan lide at måle, og dels fordi man synes, at det skal passe til nogle lokale sammenhænge. Og det kan være rigtigt nok, at det ikke passer ind. Men så er spørgsmålet, om bibliotekerne ikke også bør udvikle og forandre sig og modernisere deres kultur lidt.
   Endelig er der den holdning, at evidens er skadeligt for innovation og kreativitet. Men der har vi via Christine Nordentofts interviewundersøgelse med biblioteksledere vist, at det ikke er en udbredt opfattelse – heller ikke i den litteratur der handler om kreativitet. Det er der ikke belæg for. Så hovedsagen i artiklerne har været at tage nogle kritikpunkter op og kommentere på dem.

Hvordan har bibliotekerne i Norden taget i mod EBP?
Problemet med evidens er, at det slet ikke har slået igennem i bibliotekssektoren. Der er meget store variationer fra land til land, og det land, som er kommet længst med evidens, er Sverige. Derefter kommer Norge, mens Danmark kommer ind på en sidsteplads. Det er forskningsbiblioteker, som har været mest interesserede i det, mens interessen i folkebiblioteker er begrænset – men voksende, måske. Vi holdt f.eks. en temadag om evidens her på IVA, hvor et par folkebiblioteksledere var blandt deltagerne. Inden for forskningsbiblioteker er det mest i de medicinske biblioteker, at der har været interesse. Man kan spørge sig selv, hvorfor man ikke er interesseret i den slags i bibliotekssektoren – ikke mindst, fordi bibliotekarer har en meget central rolle i forbindelse med at udarbejde reviews. Der skal laves en række søgninger, og det bibliotekariske håndværk og professionalisme spiller en vigtig rolle. Man kan ikke bare foretage en hurtig Google-søgning. Man skal fremfinde alle undersøgelser og finde ud af, hvor mange forskere der findes i verden, som beskæftiger sig med det givne emne. Jeg har flere forklaringer på den manglende interesse.
   For det første kan man spørge, hvor meget sektoren egentlig fylder? Der kan man se, at bibliotekerne rent udgiftsmæssigt ikke fylder ret meget i det danske samfund i forhold til den sociale sektor. Så hvis man finder ud af, at en eller anden meget kostbar metode fra den sociale sektor ikke virker eller kan erstattes af en anden metode, så er det virkelig mange penge, det drejer sig om. På biblioteket derimod er der måske ikke så meget, man kan spare på eller forbedre. Så det handler lidt om, hvor meget sektoren fylder i det samlede landskab.
   Et andet spørgsmål er: Hvad handler det om – bekvemmelighed eller liv og død? I den medicinske sektor handler det jo om liv eller død. Hvis en metode f.eks. helbreder 80 % af kræftpatienterne, mens den metode, man brugte tidligere, kun helbredte 70 %, så er det jo virkelig mange liv, det drejer sig om, og derfor er der stor interesse i det. Blandt folk på nettet er der desuden en meget stor interesse i at gå ind og kigge på forskningen indenfor medicin og vurdere de forskellige behandlingsmetoder. Så der har vi en klar interesse hos brugerne til at finde frem til den bedste af de kendte behandlinger. Det gør sig som regel heller ikke rigtig gældende på biblioteksområdet. Det ligger til grund for interessen for den medicinske evidens.
   Hvis vi kigger på det pædagogiske område, er det også noget, som har betydning for mange mennesker. Det er vigtigt for alle forældre, at deres børn får en god uddannelse, og det bliver diskuteret meget kraftigt, hvilke pædagogiske metoder der skal i brug. Der er også brug for at afgøre betydningen af nationale tests, som er noget, man har lavet på Danmarks Pædagogiske Universitet. Det spiller også en vigtig rolle.
   Til sidst er der den professionelle prestige. At kunne sige "det her er forskningsbaseret" giver nok en profession lidt mere prestige, end at sige det er bygget på erfaring.

Er der generelt en stigende interesse for evidensbaseret praksis?
Ja, jeg opdagede via Infomedia, at der er skrevet ca. 3000 artikler om evidens inden for de seneste 10 år, og ca. 80 % af artiklerne er skrevet indenfor de seneste par år. Det giver den tendens, at der er stigende interesse for området. I øjeblikket diskuterer man meget om pædagogiske metoder, sociale indgreb og medicin. Af de mange artikler er der kun omkring en promille, som handler om bibliotekssektoren, mens omkring 2/3 handler om medicinsk evidens. Så det er overvejende den pædagogiske, sociale og medicinske sektor, som er inde i billedet. Det var også lidt det, der gav os blod på tanden til at gøre bibliotekssektoren opmærksom på fordelene ved evidens. For ideer spredes ofte ved at biblioteker følger hinandens eksempel uden at vide, om metoderne er effektive, eller om de virker. Og der kunne det måske være rart at få nogle oversigter. Men evidens er kun et input blandt flere til at tage en beslutning, hvor man kan sige, at man gerne vil prøve noget nyt, selv om der også er andre metoder, der virker.

Hvad er fremtidsudsigterne?
Vi vil med det nye temanummer prøve at præsentere et svar på spørgsmålet: "Hvorfor evidens?" Hvis vi så vælger at bruge evidens, vil vi senere beskæftige os med spørgsmålet: "Hvordan kan vi så gøre det?" Vi vil også ud og gøre os gældende internationalt. Birger Hjørland har allerede lavet en udgave af sin artikel til et fornemt internationalt bibliotekstidsskrift, og Niels Ole og jeg skal optræde ved en evidenskonference i Manchester i England til sommer. Endelig skal jeg optræde på en konference, som breder evidens ud til det kulturpolitiske område på en kulturpolitisk konference i Sverige. Så vi prøver at komme ud med budskabet til forskellige kredse. Vi er ikke glade for, at man slet ikke kan tage det op, så det synes vi, at der skal gøres noget ved. Men om det hjælper, det ved vi ikke.


Af Helle Saabye