Anomalier er forudsætningen for kreativitet

Hvad er entreprenørskabsundervisning?
Jeg har lige læst i en artikel i Gymnasieskolen, at man i entreprenørskabsundervisning bruger meget tid på skuespil og øvelser med blå bolde. Det skal gøre eleverne kreative, men bliver de det? Hvordan kan man måle og udvikle kreativitet, og er det overhovedet relevant i forhold til iværksætteri? I vores projekt her på IVA har underviserne også har været usikre og meget optaget af, hvad kreativitet er for en størrelse i forhold til fagligheden. Kan vi nu være sikre på, at den faglige tyngde og de analytiske færdigheder kan udvikles, hvis der bliver leget for meget med blå bolde? Risikerer vi måske at opbygge nye kompetencefelter, der svækker den rigtige faglighed og det metodiske grundlag?

Den sociologiske fantasi
Det vigtigste for mig er ikke det kreative. Jeg vil hellere tage udgangspunkt i anomalier. For kreativitet skal være rettet mod et objekt, mod noget der ikke fungerer. Hvad er det, der ikke fungerer i din hverdag, og hvordan kan man løse problemstillinger, der enten er vigtige for dig eller for andre? Hvis alt fungerer som det skal, så er der ikke behov for at ændre noget. Men hvis noget opleves som disharmoni, så får man lyst til at bruge energi på at ændre det. Det er her, den kreative tanke kommer ind. Hvordan kan jeg løse dette problem på en ny måde og skabe løsningskoncepter sammen med andre? Man kan også tale om at have en social eller måske snarere sociologisk fantasi.

Anomalier er mere dybtgående end det at definere et projekt. Det handler om at finde modsætninger og definere problemstillinger, der ikke er løst endnu. Lad os tage et eksempel. Hvis en gruppe studerende vil lave en udstilling på et bibliotek, så er det et projekt. Men hvis udstillingsprojektet indgår i en større sammenhæng som bibliotekets svar på manglende synlighed i lokalsamfundet, så arbejder vi med en anomali. I entreprenørskabsundervisning forsøger man sig med at løse anomalier. I almindelig undervisning har man gennemført sit projekt.

Som regel starter entreprenørskabsundervisning først på kandidatniveau. Du skal have en vis faglig tyngde for at kunne bringe fagligheden i spil i forhold til anomalier. Det er også vigtigt, at den studerende har opbygget sin egen faglige identitet, inden han giver sig i kast med at arbejde tværfagligt.

Inden i os alle gemmer der sig en entreprenør
Jeg bruger en tilgang, der siger, at vi i bund og grund alle på en eller anden måde er entreprenører. Hvis der er noget i virkeligheden, der ikke fungerer, så vil alle prøve at ændre på det. Det at se andre perspektiver og muligheder er en del af hverdagspraksis. Der findes også en anden skole. Den erhvervsrettede skole, der ser entreprenørskab som en bestemt strategisk handling, hvor du udvikler forretningsplaner for at gennemføre et bestemt projekt og når i mål ved hjælp af de ressourcer, du har til rådighed. Det er efter min mening ikke entreprenørskab men blot at realisere nogle ideer og eliminere en række barrierer. Du har ikke ændret afgørende på tingene men gennemtænkt en strategisk proces, der fører til et bestemt resultat.



Lektor Hans Elbeshausen

Kunne du for eksempel udbyde et modul på kandidaten om interkulturelle perspektiver - med undertitlen "her arbejder vi med entreprenørskabsundervisning?"
Ja, lige præcis. Det handler om en tættere kobling til problemstillinger og behov for at undersøge noget, som de studerende selv kommer med. Vi skal ikke uddanne entreprenører og iværksættere her på IVA. Undervisningen skal bruges til at styrke de studerendes analytiske kompetencer ved at afprøve og undersøge problemer, de er optaget af, og så bruge de teoretiske og metodiske værktøjer til det. Det er en anden form for pædagogik. For mig er målet ikke, at når de studerende er færdige, så er de entreprenører inden for kulturformidling for eksempel. De har selvfølgelig fået en kulturformidlingsfaglighed, men det nye er, at de har fået særlige analytiske færdigheder, fordi de har arbejdet med teori/praksisrelationer og anomalier.

Hvorfor diskuterer vi entreprenørskabsundervisning lige nu?
Det hænger sammen med en overordnet politisk dagsorden. Vi kender alle vendingen "Fra viden til faktura", og der har længe været tale om, at viden skal nyttiggøres. Parallelt hermed ser vi også en fornyelsesdiskurs i forbindelse med universitetspædagogikken, nødvendiggjort af at universiteterne er blevet til masseuddannelsessteder. Før i tiden havde vi en forestilling om, at hvis alle studerende var dygtige nok, så kunne de blive forskere. De studerende, der læser på universitetet i dag mener først og fremmest, at en god universitetsuddannelse skal føre til et job. Forskerkarrieren er ikke længere så tydelig en option; entreprenørskabsundervisningen er et bidrag til at forny universitetspædagogikken og bygge bro til et senere jobmarked allerede under uddannelsen. Det er dog vigtigt i den forbindelse, at vi ikke opgiver præmissen om, at al undervisning skal være forskningsbaseret.

Er entreprenørskab egnet til alle studerende?
Jeg må lige starte med at sige, at min erfaring bygger på de to hold, jeg har undervist. Men det, jeg kan se, er, at entreprenørskabsundervisning fungerer bedst med én bestemt type studerende, der er nysgerrig og har en klar vilje til at formulere et erkendelsesbehov eller en erkendelsesinteresse. Det virker ikke, hvis de kommer til undervisningen udelukkende for at blive fodret med viden. De, der får mest ud af forløbet, er klart handlingsorienterede. Hvis man virkelig vil noget med det her, så skal der laves kraftigt om på undervisnings- og læringskulturen. På det ene hold spurgte jeg allerede på anden undervisningsgang, om jeg måtte se deres projekter, og reaktionen var, at det var alt for tidligt, de kunne slet ikke formulere deres projekter endnu. Det er et af entreprenørskabsundervisningens paradokser. På den ene side vil man gerne fremme kreativitet, men hvis man definerer et forløb, hvor der tages højde for fejl og forsinkelser i forløbet, så passer det ikke ind i en traditionel undervisningsstruktur

Normalt tilrettelægger man også et undervisningsforløb med en vis faglig progression, men hvad gør du i det øjeblik, en studerende efter anden gang kommer tilbage med en diskussion med folk fra det virkelige liv, som omfatter et emne, der først er på læseplanen 8 gange længere fremme? Man kan ikke forudse, hvad der kommer af udfordringer fra den anden verden. Så man kan ikke bruge sin faglige autoritet og sige, det tager vi om 6 uger, så er du moden til det. Undervisningen skal tilrettelægges som en intervention med praksis.

Og hvad gør vi ved eksamen? Hvis man laver fejl, så trækker det ned, men det er det, du bliver klogere af. Alt det bliver vi nødt til at gentænke, og måske vi skal væk fra nulfejlskulturen.


Af Bodil Christensen